Statuens hoved var af Guld!
Den magt, som udøves af enhver hersker på jorden, er tildelt ham af Himmelen; og hans held er afhængigt af, hvordan han anvender den magt, der således er skænket ham. Den guddommelige vægters ord lyder til alle: "Jeg omgjorder dig, endskønt du ej kender mig." Es 45,5. Og for alle er de ord, der i gamle dage blev talt til Nebukadnezar, selve livets lære: "Gør ende på dine synder med retfærd og på dine misgerninger med barmhjertighed mod de fattige, om din lykke måske kunne vare." Daniel 4,27. 
Kun i Guds ord forkyndes dette tydeligt og klart. Her vises det, at nationernes ligesom de enkelte menneskers styrke ikke består i de muligheder eller gode anledninger, der tilsyneladende gør dem uovervindelige; den består ikke i den storhed, de praler af. Den måles efter den troskab, med hvilken de fuldfører Guds hensigter. 
Man finder et eksempel på denne sandhed i oldtidens Babylons historie. For kong Nebukadnezar blev det sande formål med en regering fremstillet i skikkelse af et træ, hvis krone "nåede himmelen, og det sås til jordens ende; dets løv var fagert, dets frugter mange, så der var føde til alle derpå;" i skyggen af det levede markens dyr, og himmelens fugle boede i dets grene. Daniel 4,11-12. Denne fremstilling viser, hvilken slags regering det opfylder Guds formål en regering, der beskytter og hjælper folket. 
Gud ophøjede Babylon, for at det skulle opfylde dette formål. Lykken fulgte dette rige, indtil det nåede et højdepunkt af rigdom og magt, man aldrig siden har set mage til og som meget passende i Skriften blev symboliseret ved et "hoved, som var af guld." Dan 2,38.