Daniel og hans tre venner stod fast, under alle forhold, hvilket betød, at de ofte fik problemer. Men Herren er altid nær hos de trofaste.

Sl 31,24 Elsk Herren, alle hans fromme! Herren beskytter de trofaste, men gengælder til overmål den hovmodige.

Sl 37,27-31 Hold dig fra det onde, og gør det gode, så bliver du altid boende, for Herren elsker ret, og han svigter ikke sine trofaste. De bliver altid beskyttet, men de uretfærdiges børn udryddes. De retfærdige skal få landet i arv og eje og bo i det til evig tid. Den retfærdiges mund forkynder visdom, hans tunge siger, hvad der er ret. Han har sin Guds lov i hjertet, hans skridt vakler ikke.

Vi bør ikke lade vore børn være sammen med sådanne som er fordærvede og degraderede. Af og til vil Gud i sit forsyn lede vore unge sammen med dem som er præget af urenhed og umådehold i deres fremfærd. Da vil han give dem styrke til at modstå fristelse. Dersom de vil samarbejde med ham, vil han gøre dem målbevidste og stærke, på samme måde som Daniel og hans venner i Babylon. De må stadig have forbindelse med Gud, og nægte at gøre noget som vil sætte hans navn i et ugunstigt lys. De må altid have øjnene åbne for hvad der vil ære og ophøje Ham. De må vise vågen interesse for andre mennesker og med iver arbejde for at genoprette Guds billede, det der er gået tabt, og prøve at forandre, ophøje og forædle dem.

Da Daniel var i Babylon var han omringet af fristelse, som han aldrig havde drømt om og han blev klar over at han var nødt til at holde sit legeme i kontrol. Han besluttede i sit hjerte, at han ikke ville drikke kongens vin eller spise af hans lækkerier. Han vidste, at for at ende som sejrherre, så måtte han have en klar opfattelse, så han kunne skelne mellem ret og uret. Medens han arbejdede på sin del, arbejdede Gud også, og gav ham" kundskab og indsigt i al skrift og visdom; Daniel forstod sig også på alle hånde syner og drømme." Det er den måde Gud arbejdede for Daniel; og han arbejder ikke anderledes i dag. Mennesket må samarbejde med Gud i at udføre frelses planen.

Daniel ærede Gud ved Babylons hof. Han var omringet af alle mulige fristelser. Men han tillod ikke sig selv at giver efter for de kødelige lyster. Alle de, som blev kaldt store i riget, var ikke store i andet end i egoisme; de tænkte blot på at tilfredsstille deres appetit og deres lidenskaber. 

Kongen befalede Daniel, at han skulle følge deres eksempel; men denne trofaste Herrens tjener satte sig for i sit hjerte, at han ville forblive tro og lydig mod sin Gud. "Daniel satte sig for, at han ikke ville være uren ved mad og vin fra det kongelige taffel, og han bad hofchefen om, at han måtte undgå at blive uren." Han ville ikke overtræde religionens hellige grundsætninger, og Gud gav ham kundskab og forstand i al slags skrift og visdom. Dersom vore unge mænd i dag blot ville stå faste og urokkelige i sandheden, så vil Herren skænke dem himmelsk visdom og udøse sin bedste velsignelse over dem. O, måtte vore unge mænd og kvinder såvel som de ældre vokse i nåden og i vor Herres Jesu Kristi kundskab! Kristus elsker os, længes efter at velsigne os og forøge vor tro og vor kundskab om ham. Men for at han kan gøre dette for os, må vi leve for ham. Jeg ved, der er mange, som gerne ville vide, hvad Guds fordringer til dem er; men vi må selv se til at komme i en sådan stilling, så Herren kan lade os vide det. Der er tusinder af sjæle ude i verden, som længes efter lys og sandhed, og det er os overdraget at bringe dem disse. Vore prædikanter kan ikke gøre alt arbejdet; det er enhvers pligt at være en missionær for Kristus med de talenter, som er ham betroede, og som han engang skal gøre regnskab for. Medens prædikanterne går ud på nye steder for at søge og frelse de fortabte får, må menighedens bønner ledsage og understøtte dem. Og medens prædikanterne er ude i andre dele af Herrens vingård, og menighederne er overladt til sig selv, må de have lys nok i sig selv, så Kristi ord kan bo rigeligt iblandt dem i al visdom, så de kan lære og påminde hverandre med salmer og lovsange og åndelige sange , idet de synger yndigt i deres hjerte for Herren. På samme tid, som vi bør agte prædikanterne højt for deres gernings skyld, må vi dog ikke stole så meget på dem, at vi undlader at opbygge os selv i vor allerhelligste tro. Når vi samles i Herrens hus og omtaler vore forskellige erfaringer, får vi en opdragelse, som gør os stærkere til at arbejde for andre. Hvilket velsignet privilegium det er at vinde sjæle for Kristus. Det er det største arbejde, som dødelige mennesker kan udføre; for idet de gør det, er de Guds medarbejdere. Men vi kan intet gøre af os selv. Dersom vi søger at arbejde i vor egen styrke, kan vi slet ingenting udrette. Kristus kom til vor verden for at give os guddommelig hjælp i vore svage menneskelige bestræbelser. Når Gud forener sin styrke med menneskets styrke, da bliver mennesket fuldkomment. Gud står rede til at gøre store ting for sit folk. Har vi blot samfund med Kristus og tro på ham, skal vi se, hvilke mægtige ting Herren vil udrette gennem os.