Herren vil arbejde sammen med alle dem, der bestræber sig på at gøre hans vilje, ligesom han arbejdede sammen med Daniel og hans medbrødre. Han vil skænke dem sin Ånd for at støtte dem, hver eneste gang de tager en god beslutning. De mennesker, der vandrer på lydighedens vej, vil møde mange forhindringer. De vil måske blive knyttet til verden med stærke, listige bånd men Herren formår at tilintetgøre alt det, der truer med at slå hans udvalgte børn ud. I hans styrke kan de sejre over alle fristelser og alle vanskeligheder. Gud lod Daniel og hans medbrødre komme i kontakt med Babylons ledende mænd, for at hebræerne kunne gøre disse bekendt med Guds karakter i dette hedenske land. Hvorledes blev de skikket til en så betroet og ærefuld stilling? Hele deres liv bar præg af, at de var tro over lidt. De ærede Gud i småt som i stort.
Daniel var Guds vidne i Babylon, og i dag ønsker Gud, at vi skal være hans vidner i verden. Vi skal gøre menneskene bekendt med hans riges principper i de mindste såvel som i de største anliggender i livet. 
Der findes mange mennesker, som venter på, at man skal betro dem et eller andet stort hverv, og dog forbigår de samme personer hver eneste dag deres anledninger til at vise Gud troskab. De udfører ikke dagliglivets små pligter af hele deres hjerte. Dagene flyr, mens de venter på at få en eller anden stor opgave, hvor de kan vise de fremragende evner, som de mener sig i besiddelse af, og tilfredsstille deres ærgerrighed.
Intet er uvæsentligt i den sande kristnes liv. Alle pligter er betydningsfulde i den Almægtiges øjne. Herren mærker sig, meget nøje hver eneste mulighed, vi har for at yde en indsats. Han fører lige så nøje regnskab med de evner, der ikke bruges, som de evner, der benyttes. Vi vil blive dømt efter det, vi burde have udrettet, men ikke gjorde, fordi vi ikke benyttede vore evner til at forherlige Gud.
En ædel karakter dannes ikke ved en tilfældighed. Den skyldes ikke særlige gunstbevisninger eller gaver fra forsynets side. Den dannes ved, at man viser selvdisciplin, lader sig bedre jeg herske over de lavere instinkter og stiller sig til tjeneste for Gud og mennesker.