Man kan godt undre sig over, hvorfor disse onde ånder og dæmoner som regel tager skikkelse som et dyr. Her under den femte basun tager de skikkelse som græshopper, måske er dette for at fortælle, at der er virkelig mange af dem. Græshopper ses måske ikke så meget som meget store Sværme, her i landet, men i mange andre lande er der ofte tale om kæmpemæssige sværme på mange millioner. Græshopper gør ingen gavn, men ødelægger dette gælder også for de onde ånder og dæmoner. De gør heller ikke noget godt, men ødelægger mennesker og leder tankerne hen på ting der er afskyeligt for Herren. De græshopper – onde ånder der er tale om her under den femte basun, har ud over deres normale ødelæggende effekt også fået noget af skorpionens farlige og ødelæggende egenskaber.

Når himmelen lukkes, så regnen udebliver, fordi de synder imod dig, og de så beder, vendte mod dette sted, og bekender dit navn og omvender sig fra deres synd, fordi du revser dem, så høre du det i Himmelen og tilgive din tjeners og dit folk Israels synd, ja, du vise dem den gode vej, de skal vandre, og lade det regne i dit land, som du gav dit folk i eje. 2Krøn 6,26-27.

Når der kommer hungersnød i landet, når der kommer pest, når der kommer kornbrand og rust, græshopper og ædere, når fjenden belejrer folket i en af dets byer, når alskens plage og sot indtræffer enhver bøn, enhver begæring, hvem den end kommer fra i hele dit folk Israel, når de føler deres plage og smerte og udbreder hænderne mod dette hus, den høre du i Himmelen, der, hvor du bor, og tilgive, idet du gengælder enhver hans færd, fordi du kender hans hjerte, ... for at de må frygte dig og følge dine veje, al den tid de lever på den jord, du gav vore fædre. 2Krøn 6,28-31.

Gud havde ladet sine sendebud appellere til Israel om at tjene ham igen. Hvis de havde givet agt på disse henstillinger og forkastet Ba'al for at tjene den levende Gud, var Elias doms budskab aldrig blevet givet. Men de advarsler, som kunne være blevet en duft af liv til liv, blev for dem en duft af død til død. Deres stolthed var blevet såret, og deres vrede var blevet optændt imod sendebudene, og nu hadede de profeten Elias af hele deres hjerte. Hvis de blot kunne få fat i ham, ville de med glæde udlevere ham til Jesabel som om de kunne forhindre, at hans ord gik i opfyldelse, ved at bringe hans røst til tavshed! Til trods for deres ulykke ville de ikke opgive afgudsdyrkelsen, men fremturede i den synd, som havde nedkaldt Himmelens straffedomme over landet.

Der var kun én redning for Israel de måtte forsage de synder, som var skyld i, at den Almægtige havde lagt sin hånd på dem, og omvende sig til Herren af hele deres hjerte. De havde fået dette løfte: "Dersom jeg tillukker himmelen, så regnen udebliver, eller jeg opbyder græshopperne til at æde landet op, eller jeg sender pest i mit folk, og mit folk, som mit navn nævnes over, da ydmyger sig, beder og søger mit åsyn og vender om fra deres onde veje, så vil jeg høre det i Himmelen og tilgive deres synd og læge deres land." 2Krøn 7,13-14. For at fremkalde dette velsignede resultat ville Gud vedblive at holde duggen og regnen tilbage, til der havde fundet en grundig reformation sted.

Prædikanter, som har forkyndt sandheden med nidkærhed og alvor, kan falde fra og slutte sig til vore fjenders rækker; men forvandler dette Guds sandhed til løgn? Nej! Guds faste grundvold står fast," siger apostelen. 2Tim 2,19. Menneskers tro og følelser kan forandres, men Guds sandhed forandres aldrig. Den tredje engels budskab lyder; det er ufejlbarligt.

Ingen kan tjene Gud, uden at onde mennesker og onde engle forener sig imod ham. Onde ånder vil blive sat på sporet af hver eneste sjæl, der søger at slutte sig til Kristi rækker; for Satan ønsker at genvinde det bytte, der fratages ham. Onde mennesker vil hengive sig til troen på kraftige vildfarelser, for at de skal dømmes. Disse mænd vil iføre sig oprigtighedens kappe og forføre endog de udvalgte, om det var muligt.

Alt, hvad der tjente til at nedværdige menneskesjæle, var blevet sat i gang. Når Guds Søn betragtede verden, så han lidelse og elendighed. Med medynk så han, hvordan mennesker var blevet ofre for Satans grusomhed. Han så med medlidenhed på dem, der var ved at blive fordærvede, myrdede og fortabte. De havde valgt sig en hersker, der lænkede dem som fanger til sin stridsvogn. Forvildede og bedraget drog de fremad i et sørgeligt optog hen imod evig tilintetgørelse, til en død, hvor der ikke findes noget håb om liv, henimod en nat, der ikke efterfølges af nogen morgen. Satans hjælpere havde taget bolig i mennesker. Menneskers legemer, der var skabt til bolig for Gud, var blevet opholdssted for onde ånder. Sanserne, nerverne, lidenskaberne, de menneskelige organer blev af overnaturlige kræfter påvirket til at hengive sig til de laveste lyster. De onde ånder havde sat deres eget stempel på menneskers ansigt. De menneskelige træk genspejlede udtrykket hos de hærskare af djævle, der havde besat dem. Det var et sådant billede, verdens Frelser betragtede.

Satan jublede over, at det var lykkedes ham at fordærve Guds billede i menneskene. Da kom Jesus for atter at genoprette Skaberens billede i mennesket. Ingen andre end Kristus kan på ny danne den karakter, der var ødelagt af synden. Han kom for at uddrive de onde ånder, der havde fået herredømmet over viljen. Han kom for at rejse os af støvet, for at omdanne den fordærvede karakter til at ligne hans egen guddommelige karakter og smykke den med sin egen herlighed.

Den samme onde ånd, som fristede Kristus i ørkenen, og som besatte den vanvittige i Kapernaum, beherskede de vantro jøder. Men over for dem påtog den sig en from mine og søgte at bedrage dem med hensyn til deres motiver til at forkaste Frelseren. Deres tilstand var mere håbløs end den besatte mands, for de følte ikke, at de trængte til Kristus, og derfor blev de holdt fast under Satans herredømme. Den tid, hvor Kristus selv virkede blandt mennesker, var også den, hvor mørkets rige udfoldede den største virksomhed. Gennem tiderne havde Satan og hans onde engle søgt at beherske menneskers legeme og sjæl og at bringe synd og lidelse over dem, og derpå havde han lagt skylden for al denne elendighed over på Gud. Jesus åbenbarede Guds karakter for mennesker. Han brød Satans magt og satte de fangne i frihed. Nyt liv og kærlighed og kraft fra Himmelen virkede på menneskesjælene, og mørkets fyrste blev vakt til kamp for sit riges overherredømme. Satan samlede alle sine stridskræfter, og for hvert skridt bekæmpede han Kristi gerning.

Sådan vil det også blive i den sidste store strid mellem retfærdighed og synd. Medens nyt liv og lys og kraft daler ned fra det høje over Kristi disciple, dukker et nyt liv op nedefra og giver kraft og mod til Satans hjælpere. Ethvert jordisk element bliver behersket af voldsom styrke. Med en snedighed, der er blevet erhvervet gennem århundreders strid, arbejder mørkets fyrste i forklædning. Han viser sig klædt som en lysets engel, og mange mennesker "lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme". 1Tim. 4,1.

På Kristi tid var Israels ledere og lærere ude af stand til at modstå Satans virke. De forsømte det eneste middel, hvorved de ville kunne have modstået de onde ånder. Det var ved Guds ord, at Kristus overvandt den onde. Israels ledere hævdede at være fortolkere af Guds ord, men de havde kun gransket det til støtte for deres egne overleveringer og for at påtvinge andre deres selvlavede skikke og ceremonier. Gennem deres fortolkning fik de det til at give udtryk for meninger, som Gud aldrig havde tænkt. Deres hemmelighedsfulde udlægning gjorde ting uforståelige, som Gud havde sagt tydeligt. De skændtes om ubetydelige formelle enkeltheder og fornægtede i virkeligheden de mest væsentlige sandheder. På denne måde såedes vantroens frø vidt og bredt. Guds ord blev berøvet sin kraft, og de onde ånder fik det, som de ville.

Historien gentager sig. Med Bibelen opslået foran sig og medens de hævder at ære dens lærdomme, ødelægger mange af vor tids religiøse ledere troen på Bibelen som værende Guds ord. De er travlt beskæftigede med at sønderdele ordet og sætter deres egne meninger over dets tydeligste beretninger. I deres hånd mister Guds ord sin genskabende kraft. Dette er grunden til, at vantroen trives i overdådig frodighed, og uretfærdigheden sætter frugt.

Når Satan har undermineret troen på Bibelen, leder han mennesker til andre kilder for at få lys og kraft. På den måde indynder han sig. De, som vender sig fra den rene lære i skrifterne og Guds Helligånds overbevisende kraft, åbner døren for de onde ånders magt. Kritik og spekulationer med hensyn til skrifterne har åbnet vejen for spiritisme og teosofi disse moderniserede former for det gamle hedenskab så de har vundet fodfæste selv inden for vor Herres Jesu Kristi bekendende kirker.

Side om side med at evangeliet prædikes, er der kræfter i arbejde, som blot er medier for løgnagtige ånder. Mange mennesker giver sig af med dem af ren og skær nysgerrighed, men når de ser beviser på handlinger af mere end menneskelig kraft, lader de sig lokke videre og videre, indtil de beherskes af en vilje, der er stærkere end deres egen. De kan ikke undslippe fra dens mystiske kraft.