Jeg er ved at blive syg, når jeg den ene gang efter den anden læser om, hvordan menneskene fortsætter med at myrde, øve utugt og trolddom. Jeg tænker på min frelser Jesus Kristus, da han så ud over byen Jerusalem.

Luk 13,34 Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke.

Jer 7,13-15 I har begået alle disse handlinger, siger Herren. Skønt jeg talte til jer igen og igen, hørte I ikke, og skønt jeg råbte til jer, svarede I ikke. Derfor vil jeg gøre det samme med dette hus, som mit navn er udråbt over, og som I sætter jeres lid til, det sted, jeg gav jer og jeres fædre, det samme som jeg gjorde med Shilo. Jeg forstøder jer fra mit ansigt, ligesom jeg forstødte alle jeres brødre, hele Efraims slægt.

Hver gang du nægter at lytte til nådens budskab, styrkes du i din vantro. Hver gang du undlader at åbne din hjerte dør for Kristus, bliver du mere og mere uvillig til at lytte til hans stemme, når han taler til dig. Du vil få vanskeligt ved at tage imod anledningen, når kaldet lyder for sidste gang. Lad det ikke siges om dig, som der står om det gamle Israel: "Efraim er bundet til afgudsbilleder; lad ham fare," Lad ikke Kristus græde over dig, som han græd over Jerusalem og sagde: "Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! Og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!"

Vi lever i en tid, da det sidste budskab om frelse, den sidste indbydelse lyder til menneskenes børn. Befalingen: "Gå ud på vejene og ved gærderne," er ved at nå sin sidste opfyldelse. Kristi indbydelse vil blive givet til hvert eneste menneske. Tjenerne siger nu: "Kom! for nu er det rede." Himmelske engle virker endnu sammen med menneskelige redskaber Helligånden prøver på alle måder at få dig til at komme. Kristus ser efter et eller andet tegn, som vi ser at du er ved at fjerne slåen og åbne hjertedøren, så han kan komme ind. Engle venter på at forkynde for Himmelen, at endnu en fortabt synder er blevet fundet. De himmelske hærskarer står rede og venter på at slå harperne an og synge jubelsangen, fordi endnu en synder har taget imod indbydelsen til måltidet i Guds rige.

"Derfor: se, jeg sender til jer profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og nogle af dem vil I piske i jeres synagoger og jage fra by til by." Profeter og vise, fulde af tro og Helligånd Stefanus, Jakob og mange andre ville blive dømt og slået ihjel. Med sin hånd løftet mod himmelen og omgivet af et guddommeligt lysskær talte Kristus som en dommer til dem, der stod foran ham. Hans røst, der så ofte havde lydt mildt og bønfaldende, lød nu dadlende og fordømmende. Det gyste i tilhørerne. Aldrig nogen sinde ville det indtryk, som hans ord gjorde på dem, kunne udslettes.

Kristi harme var rettet mod hykleriet, denne grove synd, hvorved mennesker ødelagde deres egne sjæle, bedrog folket og vanærede Gud. I præsternes og rådsherrernes falske ræsonnementer skimtede han sataniske kræfters medvirken. Hans fordømmelse af synden havde været hård og skarp; men han talte ikke et hævnens ord. Han følte en hellig vrede mod mørkets fyrste, men han lagde ikke noget ophidset sind for dagen. Sådan vil en kristen, der lever i fred med Gud og er i besiddelse af kærlighedens og barmhjertighedens milde sind, føle en retfærdig harme mod synden; men han vil ikke lade sig forlede til af lidenskabelig vrede at spotte dem, der forhåner ham. Selv om han skulle møde dem, der drives af dybets kræfter til at støtte falskheden, vil han ved Kristi hjælp stadig kunne bevare roen og selvbeherskelsen.

En guddommelig medlidenhed viste sig i Guds Søns ansigtsudtryk, da han et eneste øjeblik lod blikket dvæle ved templet og derefter ved sine tilhørere. Med en røst, der var halvkvalt af sjælevånde og bitre tårer, udbrød han: "Jerusalem! Jerusalem! du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke!" Dette er afskedskampen! I Kristi klageråb er det Guds eget hjerte, som udøser sig. Det er Guds langmodige kærligheds hemmelighedsfulde farvel.

Men i dag taler nåden til synderen. "Så sandt jeg lever, lyder det fra den herre Herren: Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø"" Den røst, der taler til de ubodfærdige i dag, er hans røst, som i hjertets ængstelse udbrød, idet han skuede ud over den by, han havde kær: "Jerusalem! Jerusalem! du som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler kyllingerne under sine vinger! og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv!" Jesus så Jerusalem som et symbol på Verden, der havde forkastet og foragtet hans nåde. Han græd o du genstridige hjerte, han græd for dig! Endnu medens Jesu tårer randt deroppe på bjerget, kumme Jerusalem have omvendt sig og undgået sin skæbne. Endnu en kort stund ventede Himmelens guddommelige gave på, at staden ville tage imod den. Således, o hjerte, taler Kristus endnu til dig med kærlig stemme: "Se, jeg står for døren og banker; om nogen hører min røst og åbner døren, da vil jeg gå ind til ham og holde nadver med ham, og han med mig." "Se, nu er det en nåderig stund, se, nu er det frelsens dag!" (Ez 33,11; Luk 13,34-35; Åb 3,20; 2Kor 6,2).

Jerusalem er repræsentant for hvad der vil ske med den kirke, som nægter at at modtage og arbejde i det lys, som Gud har givet. Jerusalem blev velsignet af Gud, som stedet for hans helligdoms placering. Men mennesker fordrejede sandheden og foragtede alle bønner og advarsler. De respekterede ikke hans advarsler. Tempelgården blev vanhelliget med handel og røveri. Selviskhed og pengebegær misundelse og strid blomstrede. Alle søgte at tilfredsstille sit eget. Kristus vendte sig fra dem og sagde: O, Jerusalem, Jerusalem hvordan kan jeg opgive dig? "Hvor ofte har jeg ikke ville samle dine børn, som hønen samler sine kyllinger under sine vinger, og I ville ikke. Således sørger og græder Jesus over vore kirker, vore læreanstalter, som ikke holder Guds befalinger.

De, som modtager Kristus i tro som deres personlige frelser, kan ikke være i harmoni med verden. De er to forskellige klasser. Den ene er trofast over for Gud, holder hans bud, medens den anden taler og handler som verden, idet den fornægter Guds ord, som er sandheden og tror på den frafaldnes ord, som afviser Jesus.