De 144 000 er nu alle sammen beseglede og fuldkommen forenede. På deres Pander står skrevet: Gud, Nye Jerusalem, og en herlig Stjerne, der indeholdt Jesu nye Navn. (Åb. 3,12) Vor lykkelige Tilstand forbitrede de ugudelige, som styrtede til for at lægge Voldshånd på os og kaste os i Fængsel; men vi rakte Hånden ud i Herrens Navn, og de faldt hjælpeløse til Jorden.

Snart vendtes vore Øjne mod Øst, idet en lille sort Sky, omtrent halvt så stor som en Mands Hånd, var kommet til Syne, og vi vidste alle, at det var Menneskesønnens Tegn. (Matt. 24,30) I højtidelig Tavshed stirrede vi alle på Skyen, som nærmede sig og stadig blev herligere og herligere, indtil den var en stor, hvid Sky. (Åb. 14,14) Nedentil så den ud som Ild; over Skyen var der en Regnbue, medens der omkring den var ti Tusind Engle, der sang den yndigste Sang, og oven på den sad Menneskesønnen. (Luk. 21,27) Hans Hår var hvidt og krøllet og hvilede på hans Skuldre, (Åb. 1,14) og på hans Hoved var der mange Kroner. (Åb. 19,12) Hans Fødder så ud som Ild; (Åb. 1,15) i hans højre Hånd var der en skarp Segl (Åb. 14,14) og i hans venstre en Sølvbasun. (1Thess. 4,16) Hans Øjne var som Ildsluer (Åb. 1,14) og gennemskuede hans Børn. Alle Ansigter blev blege, og de, som Gud havde forkastet, skiftede Farve. Da råbte vi alle: "Hvem vil kunne bestå? (Åb. 6,1) Er min Kjortel pletfri?" Englenes sang ophørte, og i nogen tid herskede der en forfærdende stilhed, (Åb. 8,1) indtil Jesus sagde: "De der har rene Hænder og rene Hjerter, vil kunne bestå; min Nåde er eder nok." Dette fik vore Ansigter til at lyse op, og Glæde fyldte hvert Hjerte. Englene slog en Tone højere an og sang igen, medens Skyen kom Jorden endnu nærmere.

Derpå lød Jesu sølvbasun, idet han steg ned på Skyen, omgivet af Ildflammer. (2Thess. 1,7 og 8.) Han betragtede de hensovede helliges Grave, løftede så sine Øjne og sine Hænder op mod Himmelen og råbte: "Vågn op! Vågn op! I, som sover i Støvet, og stå op!" (Joh. 5,25) Derefter fulgte et stærkt Jordskælv. Gravene åbnedes, og de døde kom frem iført Udødelighed. De 144 000 råbte: "Halleluja!" idet de genkendte deres Venner, som Døden havde revet bort fra dem, og i samme Øjeblik blev vi forvandlet og sammen med dem rykket op for at møde Herren i luften. (1Thess. 4,17)

------------ B

Stilhed i himlen.
Nogle mener at denne stilhed skyldes at alle englene har forladt himmelen og sammen med Jesus er taget til jorden for at hente de frelste. Andre har den opfattelse at denne stilhed først indtræffer efter at Jesus er kommet tilbage til himlen med de frelste. Nogle mener at begge opfattelser er rigtig og der derfor er tale om to gange stilhed. Hvilken opfattelse der er rigtig, har for os ikke nogen afgørende betydning, men således som vi ser det er der kun tale om at der er stille én gang, og at det først sker EFTER at Jesus er kommet tilbage med de frelste, da det ellers ville høre med til det sjette segl.

Omkring en halv time, hen ved en halv time eller en hvilken som helst anden formulering, viser at der IKKE er tale om nøjagtig en halv time, men snarere lidt mindre end en halv time.

De der bruger historien som grundlag for deres fortolkninger af Åbenbaringens bog, mener at der her er tale om en profetisk tid, det vil sige en tidsperiode der er væsentlig længere end 30 minutter. Vi derimod holder os til Bibelen og den alene, og er derfor overbevist om at der her er tale om en bogstavelig tidsperiode, der efter al sansynlighed er kortere end 30 minutter. Ved en historisk fortolkning har man derfor også en anden opfattelse af hvad det betyder at der blev stille i himmelen.

I hans nærhed må "alle åsyn blegne", og de, der har forkastet Guds nåde, fyldes af evig fortvivlelse. "Ængstede hjerter, rystende knæ. Og alle ansigter blegner." Jer. 30,6; Nah. 2,11. De retfærdige råber skælvende: "Hvem vil være i stand til at bestå?" Englenes sang forstummer, og der indtræder en højtidelig stilhed. Så høres Jesu røst. Han siger: "Min nåde er eder nok." De retfærdiges ansigter lyser op, deres hjerter svulmer af glæde, og englene stemmer i på ny, denne gang i en højere tone, og synger, idet de nærmer sig jorden.

Hyldet i flammede ild nedstiger Kongernes Konge på skyen. Himmelen rulles sammen som en bogrulle, jorden skælver for ham, og alle bjerge og øer flyttes fra deres plads. "Vor Gud kommer og tier ikke! Foran ham gik fortærende ild, omkring ham rasede storm; han stævnede Himmelen deroppe hid og jorden for at dømme sit folk." Sl 50,3-4. Saml mig mine fromme, der sluttede pagt med mig ved ofre! Og himlen forkynder hans retfærd, at Gud er den der dømmer. Sela. Sl. 50,5-6.