Patriarken Jakob sagde om ham, at han "giver lækkerier for konger". Og Moses sagde i sin velsignelse om Aser: "Aser være den velsignede blandt sønnerne, han være sine brødres yndling og dyppe sin fod i olie! Dine portslåer er jern og kobber, som dine dage skal din styrke være." (5 Mos. 33,24-25.)

Af disse udtalelser synes det at fremgå, at Aser var en elskværdig person. Hans brødre syntes om ham. Han dyppede sin fod i olie. Asers landområde var frugtbart. Det var en smal kyststrækning ud imod Middelhavet, indbefattende Karmels bjerg, og grænsede mod nord til Zidon og Fønikien. Befolkningen dyrkede mange oliventræer, hvorfra de fik megen olivenolie.

Asers elskværdige natur bevirkede, at han altid kom let over sine besværligheder, hvor alle andre bukkede under. De dyppede deres fødder i olie og gik glat igennem alt det onde, de mødte på deres vej gennem livet.
Det dyrebare løfte blev givet dem: "som dine dage skal din styrke være." Disse ord er også givet til os! Den person, som holder sit hoved højt og går gennem livet med oprejst pande og et glad og muntert sind, er med til at servere kongelige lækkerier, som Jakob udtrykte det om Aser, i form af opmuntrende, venlige ord, til trods for at de måske har gennemgået tungere og større prøvelser end dem, der sukker og jamrer på grund af livets hårdhed og skuffelser. Til sådanne siger han: "Som dine dage skal din styrke være."
Det er vidunderligt at dyppe sin fod i olie. Olie er et symbol på Helligånden. De, hvis fødder er salvet med Helligånden, vil også gå gennem livets hårdhed og ujævne, knudrede vej med et sind fuldt af tålmodighed, og med oprejst pande.

12.000 af de 144.000 vil ifølge Åb. 7,6 være "af Asers stamme". Det er sådanne, som har dyppet deres fødder i olie og vil være så fyldt med Helligånden, at de vil lade Herren ved sin Ånd jævne deres stier og livsvej igennem denne sorgernes og prøvelsernes verden. Bjerge af vanskeligheder vil blive til sletter for dem, ligesom der blev sagt til Zerubbabel.

Enhver har sine stærke såvel som svage sider. Asers stamme havde også sine svage og mindre ønskværdige karaktertræk. De undlod at drive de tidligere indbyggere ud af det landområde, som var blevet dem tildelt ved lodkastning, og tillod kana'anæerne at bo i alle de store byer; så de boede blandt kana'anæerne. (Dom. 1,32.)

Da Barak fra Naftalis stamme og profetinden Debora sendte bud til Israels stammer om at komme dem til hjælp imod kana'anæerne, som havde undertrykt dem i 20 år, siges der om Asers stamme i Dom. 5,17: "Aser sad stille ved havets strand; han blev ved sine vige." De forenede sig ikke med de andre stammer i deres kamp mod landets fjender, så de kunne blive et frit og selvstændigt folk. De blev hjemme!

Asers stamme havde knyttet så stærke handelsforbindelser med de søfarende nationer, de var naboer til: Fønikien, Tyrus og Zidon, at de ikke følte nogen lyst til at forene sig med de øvrige stammer i kamp mod deres lands tidligere indbyggere. Forening med verden, at tage del i dens interesser og mål, medvirker til at fjerne lysten til at tage aktivt del i den kristnes kamp mod mørkets magter og være med i menighedens missionsbestræbelser. De er uinteresserede og bliver hjemme, mens andre af menighedens medlemmer desto mere må påtage sig tunge byrder i deres kamp for at fremme Guds sag.

Aser blev ved sine både og sin handelsflåde. Som følge deraf udviklede Asers stamme ingen helte eller dommere. Da Israel blev talt ved Sinaj, var de en stor stamme på 41.500 våbenføre mænd (4 Mos. 1,40-41) , men på Davids tid var deres antal gået meget tilbage, helt ned til 26.000 ( 1 Krøn. 7,30-40), men ingen havde nogen lederstilling i Israel.
Men selvom denne stamme således var svag, hvad kampmod angår, og knyttede sine interesser til de søfarende nationer, som de var naboer til, så var der dog oprigtige sjæle iblandt dem. Da Ezekias fra Juda rige sendte bud til Israelsriget om at komme til Jerusalem og fejre påske for Herren, Israels Gud, sagde han til dem: " Vend tilbage til Herren, Abrahams, Isaks og Israels Gud. ... Vær ikke som eders fædre og brødre, der var troløse mod Herren, deres fædres Gud, ... men ræk Herren hånden og kom til hans helligdom ... og tjen Herren eders Gud, at hans glødende vrede må vende sig fra eder ... Thi Herren eders Gud er nådig og barmhjertig og vil ikke vende sit åsyn fra eder, når I omvender eder til ham!" (2 Krøn. 30,6-9.)

"Og ilbudene gik fra by til by i Efraims og Manasses land og lige til Zebulon, men man lo dem ud og hånede dem. Dog var der nogle i Aser, ... der ydmygede sig og kom til Jerusalem." (Vers 10 og 11.) Det kræver mod at være tro imod Gud, når flertallet forkaster Guds ord og dets sandheder.

Trofasthedens ånd forlod aldrig helt denne stamme. Da Frelseren første gang blev fremstillet i templet af Maria, var der to personer i hele byen Jerusalem, som var i en sådan åndelig tilstand, at de kunne kende verdens }Frelser, og den ene var profetinden Anna af Asers stamme. (Luk. 2,36-38.) Hvor siges der meget godt om hende! Hun bad, og hun fastede nat og dag og tal te med andre om Jesusbarnet, hun havde set. "Ezekiel indlemmede Aser blandt de øvrige stammer i sin profeti om Israels riges genoprettelse. (Ez. 48,2.) I et syn så Johannes 12.000 beseglede 'af Asers stamme' (Åb. 7,6)."

----- B

Naftali (1 Mos. 49,21)
"Naftali er en løssluppen hind, han fremfører yndig tale."

Naftali var Jakobs sjette søn, og hans mor var Bilha, Rakels tjenestepige. Vi læser om hans fødsel i 1 Mos. 30,1-5. "Da Rakel så, at hun ikke fødte Jakob noget barn, blev hun skinsyg på sin søster og sagde til Jakob: 'Skaf mig børn, ellers dørjeg! , Men Jakob blev vred på Rakel og sagde: 'Er jeg i Guds sted? Det er jo ham, der har nægtet dig livsfrugt! , Så sagde hun: 'Der er min trælkvinde Bilha; gå ind til hende, så. ... [jeg kan] få sønner ved hende! , ... Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en søn." Han fik navnet Dan.

"Siden blev Rakels trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden søn." (1 Mos. 30,7.) Rakel gav ham navnet Naftali. Dan og Naftali var således brødre.

Rakel skulle ikke have udvist denne mangel på tro; thi senere fik hun at se, at Gud hører bønner. "Gud bønhørte hende og åbnede hendes moderliv, så hun blev frugtsommelig og fødte en søn; og hun sagde: 'Gud har borttaget min skændsel.' Derefter gav hun ham navnet Josef." (1 Mos. 30,22-24.) Og hvilken søn fik hun ikke! En god dreng. Den bedste af dem alle, en frelser for hele familien; han skulle blive verdensberømt, en mægtig og stor mand.

Rakel skulle have ventet, indtil Guds time var inde. Hun fik ingen varig glæde af sit forslag om, at Jakob skulle tage hendes trælkvinde Bilha, som således blev hans medhustru, der fødte Dan. Dans stamme, som vi skal høre mere om senere, blev ingen god stamme. Dan er sammenlignet med en slange, og Dans navn er for evigt udelukket fra Himmelen. Hans navn skal ikke nævnes eller ihukommes der, for ingen af stadens porte bærer hans navn. Her er en lærdom for os at hente. Vi skal vente tålmodigt, til Guds time er inde, og ikke tage sagen i vor egen hånd.

Abraham kunne heller ikke vente, til han fik en søn med Sara. Så fik han sønnen Ismael med trælkvinden Hagar, der blev hans medhustru. Ismaels efterkommere blevalle dage israelitternes værste fjender og er det den dag i dag, som vi ser det i striden mellem araberne og jøderne i Palæstina.

Naftali, altså en søn af Bilha, Rakels trælkvinde, sammenlignes med et dådyr i modsætning til Judæa, der sammenlignes med en løve. Dan bliver sammenlignet med en slange, Issakar med et stærkt asen, Benjamin med en ulv.
Et dådyr eller en hjort er meget sky af naturen, rede til at flygte ved det første tegn på fare. Ingen forsøger at læsse byrder på et dådyr. Det er ret interessant at følge Naftalis stammes historie.

Under israelitternes ørkenvandring erfarer vi, at Naftalis stamme lejrede sig, eller fik anvist deres lejrplads, nord for tabernaklet, og da der senere blev kastet lod om, hvor de forskellige stammer skulle bosætte sig, efter at de havde taget Kana'ans land i besiddelse, fik de tildelt den allernordligste del i landet, ved Galilæas sø op imod Fønikien og Tyrus. Dets område var ca. 96 km i længden - som fra København til Slagelse - og ca. 28 km i bredden som fra København til Roskilde.

Deres landområde var noget af det frugtbareste i hele landet og flere steder bjergrigt. Her udsprang Jordanflodens kilder. Selvom der siges om dem i Dom. 1,33, at de ikke fik drevet kana'anæerne ud af deres befæstninger inden for deres landområde, men gjorde dem skatskyldige, viste det sig dog senere, at de havde kampmod, da landet kom i en stor krise. To gange er de omtalt i Dommerbogen som en stamme, der satte livet på spil, da profetinden Debora kaldte til kamp mod kana'anæerne, som undertrykte dem. Barak fra Naftalis stamme blev anfører for hæren, og de vandt en strålende sejr over kana'anæerne. (Dom. 4,6-24; og 5,18.)

Anden gang besvarede de Gideons kald og hjalp med at fordrive midjanitterne. (Dom. 6,35; og 7,23.)

I Salomos tid var en af hans distriktsfogeder, der skulle skaffe forsyninger til hoffet i Jerusalem, af Naftalis stamme; han blev senere gift med Salomos datter og blev således Salomos svigersøn. (1 Kong. 4,7 og 15.)

En anden dygtig og berømt mand fra Naftalis stamme var Hiram. Han var søn af en enke fra Naftalis stamme. (1 Kong. 7,13-14.) Han sad inde med en enestående visdom og forstand og indsigt i al slags kunsthåndværk. Han blev Salomos bygmester. Han byggede templet. Opførelsen af templet menes at have kostet 226 milliarder kroner. Sikkert verdens dyreste byggeforetagende.

Indfaldsvejene fra Syrien og Assyrien fandtes i Naftalis stamme. Deres frugtbare landområde var derfor genstand for disse nabostaters rovgriskhed. Ca. år 740 f. Kr. invaderede assyrerkongen Tillegat-Pilneser hele den nordlige del af Palæstina og førte Naftalis stamme i fangenskab til Assyrien. De havde da boet ca. 700 år i deres landområde.

På Jesu tid besad Naftalis stamme ikke mere strækningen omkring Galilæa, men beboerne skulle få anledning til at se et stort lys. Esajas fremkom med en vidunderlig profeti om Naftalis land, idet han sagde: "Men en gang skal der ikke længer være mørke i det land, hvor der nu er trængsel; i fortiden bragte han skændsel over Zebulons og Naftalis land, men i fremtiden bringer han ære over vejen langs søen, landet hinsides Jordan." (Es. 9,1.)

Dette gik i opfyldelse, som vi læser hos Matt. 4,15-16: "Zebulons og Naftalis land langs søen, ... det folk, som sad i mørke, har set et stort lys."
Her opholdt Jesus sig det meste af tiden under sin offentlige virksomhed og fandt her i Galilæa mange af sine disciple, som blev kaldet til deres store livsgerning.

Der vil være 12.000 af Naftalis stamme, som gennem evigheden skal følge "Lammet, hvor det går", 12.000, som i prøvetiden i denne verden "fører yndig tale" (1 Mos. 49,21) og under store vanskeligheder frygtløst udfører deres pligt og er villige til endog at ofre deres eget liv hellere end at indgå kompromis med verden.

--------- C

Manasse (1 Mos. 48,8-20)
Da Josef hørte, at hans fader var blevet syg, tog han sine to sønner, Manasse og Efraim, med sig for at besøge ham. Han ønskede, at hans fader skulle give hans to sønner sin velsignelse. Han troede, det havde stor betydning for deres fremtid. Jakob nævnte for sin søn, at hans to sønner, Efraim og Manasse, som var født i Ægypten før Jakobs ankomst dertil, skulle tælles med blandt Jakobs sønner ligesom Ruben, Simeon og de andre sønner, og opnå de samme rettigheder. (1 Mos. 48,1-6.)

Deres moder var præstedatter fra byen On i Ægypten. De var således halvt ægyptere. Josef førte Manasse, den førstefødte, hen til Jakobs højre hånd, og Efraim, den yngste, til hans venstre hånd, men Jakob lagde sin højre hånd på Efraims hoved og den venstre hånd på Manasses hoved. Da Josef så dette, ville han rette sin fader i hans tilsyneladende fejltagelse ved at tage faderens højre hånd og lægge den på Manasses hoved. "Men hans fader vægrede sig og sagde: 'Jeg ved det, min søn, jeg ved det! ... Også han skal blive stor; men hans yngre broder skal blive større end han, og hans afkom skal blive en mangfoldighed af folkeslag! , " (1 Mos. 48,17-19.)

Denne profeti blev senere opfyldt, idet Manasses stamme, selvom den udgjorde en indflydelsesrig stamme, blev overgået af Efraims stamme.

Det er rørende at læse om Jakobs levnedsløb, som han berører ganske kort i sin velsignelse af drengene. Jakob havde haft mange sorger i sit liv. 77 år gammel måtte han flygte hjemmefra på grund af sin broder Esaus skumle planer om at hævne sig, fordi Jakob havde tilranet sig Isaks velsignelse ved list. I 20 år måtte han døje kulde og hede som fårehyrde hos sin snu onkel, Laban. Hans elskede hustru Rakel døde efter 20 års ægteskab. Hans elleve sønner voldte ham mange bryderier og sorger. Sin elskede søn Josefs selskab måtte han undvære i 13 år, idet han troede, sønnen var død. Det er derfor forståeligt, at han, da Farao spurgte om hans alder, udbrød: "Få og onde var mine leveår." Han havde haft mange tunge, sorgfyldte dage og timer , denne gamle patriark.

Livet var ikke gået så let for ham som for hans fader Isak. Men han var dog ikke bitter på Gud på grund af modgang og bekymringer. Han siger til sin søn Josef: "Den Gud, for hvis åsyn mine fædre Abraham og Isak vandrede, den Gud, der har vogtet mig fra min første færd og til nu, den engel, der har udløst mig fra alt ondt, velsigne drengene, så at mit navn og mine fædre Abrahams og Isaks navn må blive nævnet ved dem, og de må vokse i mængde i landet! " (1 Mos. 48,15-16.)

Når vi ser tilbage på vore leveår, har der sikkert også været dage, hvor sorgerne har knuget os ned, som de gjorde for Jakob. Måske sorger over vore børns uheldige opførsel, bekymringer af økonomisk art, skuffelser af forskellig art; men gennem det alt sammen kan vi da sige af hele vort hjerte: "Gud har bevaret os fra første færd og indtil nu. Han har ikke sluppet os eller forladt os, selv i krisestunder. Herrens engel har udfriet os fra alt ondt og har velsignet os og været med os gennem fortidens dage."

Manasse bleven stor stamme. Ved den første folketælling var der 32.200 unge soldater. 40 år senere var tallet blevet forøget til 52.700. ( 4 Mos. 26, 34. ) Halvdelen af stammen fik arvelod på den østlige side af Jordanfloden, idet de fik det rige, som de under Moses' førerskab erobrede fra de amorittiske konger i Hesjbon og Basan. Dette landområde bestod hovedsagelig af skove og frugtbare kornarealer. (5 Mos. 3,2-3 og 13-15; Jos. 13,29-31.)

Den anden halve stamme fik et stort område i Kana'an, som grænsede ned til Efraims i syd, fra Jordanfloden til Middelhavet. Lig andre stammer var Manasses stamme ikke i stand til straks at fordrive kana'anæerne fra deres befæstede byer i bjergegnene, men efterhånden gjorde de dem skatskyldige. Men Josua havde en anden mening, idet han sagde til dem: "Et bjergland skal tilfalde dig, thi det er skovbevokset, og når du rydder det, skal det tilfalde dig med udløberne derfra; thi du skal drive kana'anæerne bort, selvom de har jernbeslagne vogne; du er nemlig stærkere end de. " (Jos. 17,18. )

Det var vægtige ord sagt af en erfaren general og kriger. Det var ord om mod og tro. Deres undskyldninger var ikke meget værd over for Josua, da de påberåbte sig, at kana'anæerne havde jernvogne, så de ikke kunne indtage deres fæstninger. Gud er stærkere end alle modstandere. Josuas ord gælder også i dag. Vi må have en fast tro på evangeliets sejr.

Sandheden er stærkere end noget andet i denne verden.

Selvom Manasses stamme boede langt borte fra Jerusalem og helligdommen, tog de alligevel del i de reformer, som Judas gudfrygtige konger gennemførte.

Da Kong Asa ødelagde afguderne og indførte den sande gudsdyrkelse, kom der en stor skare fra Manasse til Jerusalem, fra Israels rige i nord, for at tilbede der, da de så, at Herren var med Asa. (2 Krøn. 15,8-9 og 12.)

Flere år senere, da Ezekias var blevet konge i Juda rige og indbød til en stor påskefest i Jerusalem, kom der fra Manasses stamme sådanne, som ydmygede sig, og tog del i påskehøjtideligheden. (2 Krøn. 30,1 og 11 samt 18.) De tog del i reformationen og vækkelsen, der fandt sted. »Da alt det var til ende, drog alle de israelitter, som var til stede, ud til Judas byer, og de sønderbrød stenstøtterne, omhuggede asjerastøtterne og nedrev offerhøjene og altrene i hele Juda og Benjamin og i Efraim og Manasse, så der ikke blev spor tilbage; så vendte alle israelitterne hjem, hver til Sin ejendom i deres byer." (2 Krøn. 31,1.)

Under den gudfrygtige Kong Josias i Juda rige skete der en stor reformation, som også nåede til Manasses stamme i Israels rige. Byerne i Manasse blev renset for afgudsdyrkelsen. (2 Krøn. 34,1-7.) De gav af deres midler og tog del i indsamlingen for at kunne istandsætte templet i Jerusalem, så gudstjenesten kunne foregå på rette måde. (2 Krøn. 34,9. ) Selvom der ikke fortælles ret meget om Manasses stamme i Bibelen, efter at de havde bosat sig i Kana'ans land, kan man dog af de spredte oplysninger, der gives, finde ud af, at de havde et ønske om at tjene Gud.

Gideon, en af rigets kendteste og mest berømte dommere i Israels historie, var af Manasses stamme. Det ser ud til, at han var den eneste dygtige hærfører af Manasses stamme, der boede i Kana'ans land. Den anden halvdel af Manasses stamme, der boede på den østlige side af Jordanfloden, var mere modige end dem, der boede på den vestlige side. Gideon er omtalt i Dommerbogen. (Dom. 6,11 og 15.) Han var en ydmyg mand. Han sagde til englen: "Ak, herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min slægt er den ringeste i Manasse, og jeg er den yngste i mit fædrenehus! " Englen svarede ham: "Herren vil være med dig!"

Gud kan også i dag gøre brug af de unge, når blot de er villige til at følge hans anvisninger .
Gideon blevet mægtigt redskab i Guds hånd ved befrielsen af landets fjender. Med sine 300 soldater vandt han en strålende sejr, fordi han fulgte Guds anvisning.

I l Krøn. 12,19 læser vi, at af Manasses stamme gik nogle over til David, blandt andet syv dygtige kaptajner. De hjalp David i kampen mod røverbanderne, der huserede i landet; de var dygtige krigere og blev førere i hæren. (1 Krøn. 12,20-21.) Efter Sauls død var der 18.000 af Manasses halve stamme, der var med til at foreslå og bestemme, at David skulle være konge. (1 Krøn. 12,31.)

De første kvinder, der er omtalt i Bibelen, som fik retslig kendelse til at eje ejendom i deres eget navn, tilhørte Manasses stamme. Zelofhad havde fem døtre, men ingen sønner. Døtrene fik nu arveretten ifølge Guds egen befaling. ( 4 Mos. 27,1-7.) Deres besiddelser lå i Transjordanien. (Jos. 17,3-6.)

Manasses stamme benyttede sig af det privilegium, de fik ved at blive talt med blandt Jakobs sønner, og de satte pris på den velsignelse, som patriarken gav Manasse, hvis navn bliver udødeliggjort gennem evigheden, idet det står skrevet over en af perleportene, hvorigennem 12.000, som har Manasses karakter, går ind i det nye Jerusalem. Efraims navn derimod glider ud i glemselens mørke.

DER ER TOLV af Israels stammer, hvis navne bliver bevaret gennem evigheden, idet de er skrevet over indgangsportene i det nye Jerusalem; det er Ruben, Simeon, Levi, Juda, Naftali, Gad, Aser, Issakar, Zebulon, Josef, Benjamin og Manasse.

Men der er to navne, som er udeladt. (Se Åb. 21,12 og 7,5-8.)

Det er Efraims og Dans navne. Er de glemt, eller hvad er årsagen? Efraim var den førende stamme i Israel, og Dan var den næststørste stamme, da de marcherede ind i Kana'ans land; men hvorfor er disse to stammers navne udeladt i rækken af de navne, der for evigt skal pryde det nye Jerusalems porte? Svaret vedrørende Efraim får vi hos Hoseas 4,17; og 9,17. Efraim er bunden til afgudsbilleder, lad ham fare!" "Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham."