Ved at forkaste Kristus begik jødefolket den utilgivelige synd, og vi kan komme til at synde på samme måde ved at undlade at tage mod tilbudet om nåde. Vi krænker livets konge og gør ham til skamme over for Satans synagoge og over for den himmelske verden, når vi nægter at lytte til hans udsendte tjenere og i stedet lytter til Satans hjælpere, der gerne vil drage sjælen bort fra Kristus. Så længe et menneske gør dette, kan det ikke finde håb eller tilgivelse, og til slut vil det miste ethvert ønske om at blive forsonet med Gud.

Jeg spørger eder: Vil I opbrænde de magiske Bøger? I Satans Synagoge er der tiltrækkende Steder hvor Tøjlesløshed næres; men der er et Vidne tilstede, en usynlig Besøgende giver Agt på, hvad der udføres i Mørket. I de forfængeliges, de stoltes og de lystiges Forening er Satan Præsident, og han er Drivkraften i det muntre, brogede Liv. Han er der i forklædt Skikkelse. Djævlekunster går for sig rundt om os alle Vegne, og Verden og Kirken er under Indflydelse af en, der vil lede dem til at gøre Ting, de aldrig har drømt om. Hvis de hørte om de Gerninger, som de vil udføre, vilde de blive lige så forbavsede, som Hazael blev, da Profeten fortalte ham om, hvad han i Fremtiden ville gøre.

Paulus var i besiddelse af stor, åndelig begavelse, men desuden åbenbarede han i sit liv en sjælden visdom, som gav ham hurtig forståelse og hjertets medfølelse og som muliggjorde det for ham at vække andres bedre følelser og indgive dem trangen til at stræbe efter en højere livsform. Hans hjerte strømmede over af inderlig kærlighed til de troende i Korint. Han længtes efter at se dem åbenbare en sindets gudsfrygt, som kunne styrke dem i fristelser. Han vidste, at de for hvert skridt på kristendommens vej ville møde hindringer fra "Satans synagoge" og at de daglig ville blive indviklet i strid. De måtte være på vagt mod fjendens snedige angreb, gøre sig til herre over gamle vaner og naturlige tilbøjeligheder og altid våge og bede. Paulus vidste, at den højere kristne fuldkommenhed kun kan opnås ved megen bøn og ved altid at være på vagt og dette prøvede han at klargøre for deres tanker. Men han vidste også, at der ved den korsfæstede Kristus blev rakt dem en kraft, der var stærk nok til at omvende sjælen og at de fik guddomskraft til at modstå alle det ondes fristelser. I tillid til Gud som deres rustning og med hans ords våben ville de blive i stand til at modstå fjendens angreb.

----------- B

De siger, at de er troende men er det ikke!

Matt 16,1-4 Farisæerne og saddukæerne kom hen til Jesus, og for at sætte ham på prøve bad de ham om at vise dem et tegn fra himlen. Men han sagde til dem: "Ved aftenstid siger I: Det bliver godt vejr i morgen, for himlen er rød, og om morgenen siger I: Det bliver dårligt vejr i dag, for himlen er rød og truende. Himlens udseende forstår I at tyde, men tidernes tegn kan I ikke tyde. En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end Jonastegnet." Og han forlod dem og gik sin vej.

Der er mange, der ikke betænker sig på at spotte Guds ord. Man gør nar af de mennesker, som tror bogstaveligt på det. Der er en tiltagende foragt for lov og orden, og den kan føres direkte tilbage til overtrædelsen af Guds tydelige bud. Når menneskene forlader lydighedens vej, bliver følgen voldshandlinger og forbrydelser. Man behøver blot at betragte de kummerlige forhold, hvorunder de store masser lever, som tilbeder i afgudstemplerne og forgæves søger efter lykke og fred.

"Med Himmeriget er det ligesom med en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål hvedemel, indtil det blev gennemsyret alt sammen."

Bland jøderne blev surdej til tider brugt som et symbol på synd. De fik besked på at fjerne al surdej fra deres huse i påskeugen, ligesom de skulle fjerne synden fra deres hjerter Kristus advarede sine disciple: Tag jer i vare for farisæernes surdej hykleriet! Og apostlen Paulus taler om ondskabs surdej. Men i Frelserens lignelse bruges surdejen som et billede på Himmeriget. Den illustrerer Guds nådes levendegørende og forvandlende kraft.

Det var fjendens hensigt at forandre tider og lov ved at indføre en falsk hviledag, Men er det virkelig lykkedes ham at forandre Guds lov? Det 31. kapitel i 2 Mosebog giver svaret. Han, der er den samme i går, i dag, ja til evig tid, har sagt om den syvende dag: "Sabbatten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt." "Den skal være et tegn til alle tider." 2 Mos 31,13. og 17. Vejskiltet et blevet drejet og peger den forkerte vej, men Gud har ikke forandret sig. Han er stadig Israels vældige Gud. "Se, som dråbe på spand er folkene, at regne som fnug på vægt, som et gran vejer fjerne strande. Libanon giver ej brændsel, dets dyr ej brændoffer nok. Alle folk er som intet for ham, for luft og tomhed at regne." Es 40,15-17. Han er lige så nidkær for sin lov nu som på Akabs og Elias tid.

Men denne lov tilsidesættes på det groveste. Verden gør i dag åbent oprør imod Gud. Den nulevende slægt er i sandhed fyldt af trods, utaknemmelighed, formalisme, hykleri, stolthed og frafald. Menneskene lader hånt om Bibelen og hader sandheden. Jesus er vidne til, at hans lov forkastes, at hans kærlighed foragtes, og at hans sendebud behandles med ligegyldighed. Han har talt til menneskene igennem sine velsignelser, men menneskene har ikke værdsat dem; han har talt ved hjælp af advarsler, men menneskene har ikke givet agt på dem. Menneskesjælens forgårde er blevet gjort til en kræmmerbod. Egoisme, misundelse, stolthed og ondskab har gode vækstbetingelser.

-------- C

Andre skal se, at Jesus elsker dig!

Matt 10,32-33 Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.

Rom 1,16-17 For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro - som der står skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro."

1Kor 1,18-21 For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft - der står jo skrevet: De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre. Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om.