Jesus kommer snart!
Det komme der her
er tale om er ikke Jesu synlige komme i himlens skyer, men det er det tidspunkt,
hvor vi skal frem for Guds domstol for at få vort liv, frugter, gerninger
og den måde vi har brugt de talenter - evner Herren har givet os,
på.
Matt 24,42-44 Våg
derfor, for I ved ikke, hvad dag jeres Herre kommer. Men det ved I, at
vidste husets herre, i hvilken nattevagt tyven kommer, ville han våge
og forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Derfor skal I også
være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter
det.
Hvert eneste menneske
må være på vagt. Modstanderen er på spor efter
jer. Våg, våg uafbrudt, så I ikke uden at ane det skal
blive fanget i hemmeligt skjulte fælder, De sorgløse og ubekymrede
bør se til, at ikke Herrens dag skal komme over dem som en tyv om
natten. Mange vil forlade ydmyghedens sti, kaste Kristi åg af sig
og gå andre veje. Blændede og forvirrede vil de forlade den
smalle vej, som fører til Guds stad.
Det er når der
opstår en krise, at ens karakter bliver åbenbaret. Da den alvorsfulde
røst ved midnatstide kundgjorde: "Se, brudgommen er der gå
ham i møde," og de sovende jomfruer blev vækket af deres søvn,
viste det sig, hvem der havde forberedt sig til begivenheden. Begge grupper
blev overrasket, men den ene var forberedt på, hvad der end måtte
ske, mens den anden ikke var det. Således er det også nu: en
pludselig og uventet ulykke, noget, der stiller mennesket ansigt til ansigt
med døden, vil vise, om der findes nogen virkelig tro og tillid
til Guds forjættelser. Det vil vise, om mennesket holdes oppe og
styrkes af Guds nåde. Den store og afgørende prøve
kommer ved afslutningen på menneskets nådetid, og da vil det
være for sent at berede sig til frelsen.
-------- B
Hold fast ved din tro!
Ordsp 4,13-14 Hold
fast ved belæringen, slip den ikke, tag vare på den, for den
er livet for dig. Uretfærdiges sti må I ikke gå på,
ondes vej må I ikke slå ind på; undgå den, gå
ikke ad den, drej af fra den, og gå videre.
Joh 17,11 Jeg er ikke
længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige
fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan
være ét ligesom vi.
Mens de kæmpende
fortsætter med at bede til Gud, synes det slør, som skiller
dem fra det usynlige, næsten at blive trukket til side. Himmelen
gløder i den evige dags gry, og som englesang lyder ordene: "Hold
fast ved jeres pagt. Hjælp er på vej." Kristus den mægtige
sejrherre, rækker en krone af uforgængelig herlighed frem mod
sine trætte stridsmænd, og hans stemme når dem fra de
åbne porte: "Se, jeg er med jer. Vær ikke bange. Jeg kender
alle jeres sorger. Jeg har båret jeres kvaler. I strider ikke mod
kendte fjender. Jeg har udkæmpet kampen for jer, og i mit navn skal
I mere end sejre!"
Søg efter Guds
dyrebare løfter. Hvis Satan plager dit sind med trusler, så
vend dig fra dem og hold fast ved løfterne og lad din sjæl
blive trøstet ved deres klarhed. Skyen er i sig selv mørk,
men når den fyldes af lyset, forvandles den til gylden klarhed, fordi
Guds herlighed hviler over den.
I har måske en
følelse af, at jeres karakter er mangelfuld og jeres evner små
i forhold til værkets storhed. Men selv om I havde de største
åndsevner, som mennesker nogen sinde har ejet, så ville det
ikke være nok til jeres arbejde. "Uden mig kan I slet intet gøre,"
(Joh 15,5) siger vor Herre og Frelser. Frugten af alt, hvad vi gør,
hviler i Guds hånd. Hold fast ved ham i stadig, urokkelig tillid,
hvad der så end sker.
------- C
Pas på at ingen
tager din sejrskrans!
Jak 1,12 Salig er den,
som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin
prøve, vil han få livets sejrskrans, som Gud har lovet dem,
der elsker ham.
2Tim 4,8 Nu har jeg
retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige
dommer, på den dag vil give mig - og ikke mig alene, men alle dem,
som har glædet sig til hans tilsynekomst.
Paulus gør opmærksom
på forskellen mellem den krans af forgængelige laurbær,
som sejrherren modtog som pris i væddekampen og den uforgængelige
herlighedskrone, der gives til ham, der med sejr fuldender den kristnes
løb. De gør det, erklærer han, "for at få en
sejrskrans, der visner, vi for at få en sejrskrans, der aldrig visner."
De græske idrætsmænd skånede ikke sig selv for
at vinde en forgængelig sejrspris. Vi stræber efter en pris,
som har langt større værd, selve det evige livs krone! Hvor
burde vi så være langt mere påpasselige i vor kamp og
langt mere villige til at ofre og fornægte os selv!
Alle vil blive krævet
nøje til regnskab for deres tjeneste. Mesteren vil spørge
hver enkelt hyrde: "Hvor er den hjord, du fik, dine dejlige får?"
Jer. 13,20. Den trofaste vil få en rig belønning. Apostlen
siger: "Når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens
uvisnelige sejrskrans." 1Pet. 5,4.
Alle de, der får
adgang til Guds stad, går ind gennem den snævre port, og dette
vil koste dem sjælekamp, for "intet urent skal nogen sinde komme
ind i den". Åb 21,27. Men de faldne behøver ikke at fortvivle.
Der kan findes tilfælde, hvor gamle mænd, som en gang blev
æret af Gud, har besmittet sjælen og ofret dyden på sanselighedens
alter; men hvis de angrer, afstår fra synden og kommer tilbage til
Gud, er der stadig håb for dem. Han, der siger: "Vær tro indtil
døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans " retter også
denne appel: "Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker
og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi
han er rund til at forlade." Åb 2,10; Es 55,7. Gud hader synden,
men elsker synderen. "Jeg læger deres frafald," siger han, "elsker
dem frivilligt." Hos 14,4.
|