Gal 5,19-21 Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.

Ef 5,3-7 Men utugt og al slags urenhed og griskhed må end ikke nævnes iblandt jer; det sømmer sig ikke for hellige. Heller ikke skamløshed og tåbelig snak eller overfladisk vid; det passer sig ikke, men derimod taksigelse. For det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller grisk - det er det samme som en afgudsdyrker - har lod og del i Kristi og Guds rige. Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord; for det er den slags, der nedkalder Guds vrede over ulydighedens børn. Gør derfor ikke fælles sag med dem!

Da jeg så den frygtelige Kendsgerning, at Guds Folk lignede Verden, og at der ikke var anden Forskel mellem mange af dem, der bekendte sig til at være Disciple af den ydmyge og elskelige Jesus, og Verden end Navnet, blev min Sjæl grebet af en dødelig Angst. Jeg så, at Jesus var såret og hans Navn beskæmmet. Engelen som med Sorg så at de som bekendte sig til at være Guds Folk elskede Verden og var grebet af dens Ånd og fulgte dens Skikke, sagde: Riv jer løs! Riv jer løs! Ellers vil han give jer del med de vantro og alle Hyklere uden for Staden. Jeres bekendelse vil kun bringe jer større Angst og jeres Straf vil blive større, fordi I kendte hans Vilje men gjorde den ikke.

Blandt de løskøbte er Kristi apostle, den heltemodige Paulus, den nidkære Peter, den elskede og kærlige Johannes og deres trofaste brødre, og sammen med dem er alle martyrerne. Men midt i alt det afskyelige og vederstyggelige uden for stadens mure er alle de, som forfulgte dem, kastede dem i fængsel og ihjelslog dem. Der er Nero, dette grusomme og lastefulde uhyre, som nu ser glæden og fryden hos dem, som han en gang pinte, og i hvis frygtelige kvaler han fandt satanisk behag. Hans moder er der også for at se resultatet af sit eget værk, hvorledes hendes onde karakter, som hun gav i arv til sin søn, og de lidenskaber, som hun opmuntrede og udviklede gennem sin indflydelse og sit eksempel, bar frugt i forbrydelser, som fik verden til at gyse.

Der er pavelige præster og gejstlige, som påstod, at de var Kristi udsendinge, men som anvendte pinebænk, fangehuller og bål for at beherske Guds folks samvittighed. Der er de stolte paver, som ophøjede sig selv over Gud og havde den dristighed at ændre den Almægtiges lov. Disse mænd, som foregav at være kirkens fædre, har et regnskab at aflægge for Gud et regnskab, som de gerne ville være fritaget for. Først nu, da det er for sent, indser de, at den Alvidende er nidkær for sin lov, og at han ikke lader de skyldige gå fri. De lærer nu, at Kristus identificerer sig med sit lidende folk, og de føler vægten af hans ord: "Hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre der, har I gjort imod mig." Matt 25,40.

De afviste den evige herlighed, da den blev dem tilbudt, men hvor attråværdig synes den ikke i dette øjeblik. De fortabte sjæle jamrer: "Alt dette kunne jeg have haft, men jeg forkastede det. Hvor har jeg været forblindet! Jeg har givet fred, lykke og ære i bytte for elendighed, vanære og fortvivlelse." Alle forstår, at det er retfærdigt, at de udelukkes fra Himmelen. Ved hele deres livsførelse har de erklæret: "Vi ønsker ikke, at den mand Jesus skal være konge over os." Luk 19,14. De gudløse har stirret som fortryllet på Guds Søns kroning. De ser i hans hænder den guddommelige lovs tavler, den lov, som de har foragtet og overtrådt. De ser de frelstes henrykkelse, fryd og tilbedelse, og da lovsangen toner ud over menneskemængderne uden for staden, udbryder alle med en mund: "Store og underfulde er dine gerninger, Herre vor Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge!" Åb 15,3. Og de kaster sig ned og tilbeder Livets Fyrste.