Jeg ved ikke om du har det lige som mig, men jeg kan ikke lade være med at bemærke, at det første Jesus siger til de mennesker der har de kendetegn som er beskrevet her under Efesos, er.

Jeg kender dine gerninger!
Hvorfor er det gerningerne Jesus her fremhæver?
Hvorfor er det ikke troen?

Hvis ikke du allerede har læst de hjemmesider der er her på bibel-skolen om spørgsmålet frelse ved tro eller gerninger, så vil jeg meget opfordre dig til at gøre det NU!

 Når jeg tror på Jesus, er jeg så ikke frelst?
 Den tro der frelser.
 En omvendt synders bekendelse!

Er du udholdende?

Jeg tror at alle kristne er udholdende. Jeg tror at det er en nødvendighed for, ved Guds hjælp at kunne udvikle den karakter der er kendetegnende for Guds folk.
Jeg er overbevist om, at der er forskel på om det er i studiet af Guds ord eller om det er når vi prøves med en eller anden fristelse.
Jeg tror også at der er nogle som er mere udholdende end andre. Men jeg vil stadig mene at udholdenhed er en nødvendighed.
Lad os se på et par af de steder, i Bibelen hvor der er tale om udholdenhed.

Rom 12,12 Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.

Ef 6,18 Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige.

Hebr 10,36 For I har brug for udholdenhed, så I kan gøre Guds vilje og få det, som han har lovet.

Åb 14,12 Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus."

En af de ting jeg undrede mig meget over er at ordet udholden - udholdenhed slet ikke er brugt i det gamle testamente.
Betyder det at der ikke var nogen som var udholdne på det gamle testamentes tid?
Nej, bestemt ikke, men her bruges blot andre ord.

1Mos 32,25-30 Jakob var nu alene tilbage. En mand gav sig i kamp med ham, lige til det blev lyst. Da han indså, at han ikke kunne besejre ham, gav han ham under kampen et slag på hofteskålen, så Jakobs hofteskål gik af led. "Slip mig!" sagde han, "det er ved at blive lyst." Men Jakob svarede: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig." Manden spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Han svarede: "Jakob." Så sagde han: "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel, for du har kæmpet med Gud og mennesker, og du har sejret". Jakob sagde: "Sig mig dit navn!" Han spurgte: "Hvorfor spørger du om mit navn?" Så velsignede han ham der.

1Kong 18,41-45 Derpå sagde Elias til Akab: "Drag op, spis og drik, for jeg kan høre den susende lyd af regn," og Akab gik op for at spise og drikke. Imens var Elias gået op på toppen af Karmel. Dér krummede han sig sammen mod jorden med ansigtet nede mellem knæene og sagde til sin tjener: "Gå op og se ud mod havet!" Han gik op og så ud og sagde: "Der er ikke noget at se." Syv gange sagde Elias: "Gør det igen!" Syvende gang sagde tjeneren: "Der er en lille sky, så stor som hånden på et menneske, på vej op af havet." Elias sagde: "Gå så op og sig til Akab, at han skal spænde for og køre ned, for at ikke regnen skal standse ham." I mellemtiden var himlen blevet sort af skyer, og det blev et vældigt regnvejr. Akab steg til vogns og kørte til Jizre'el.

I apostlenes dage var de kristne opfyldt af alvor og begejstring. Så utrætteligt arbejdede de for deres Mester, at rigets evangelium trods voldsom modstand i løbet af forholdsvis kort tid havde lydt i alle verdens beboede egne. Den iver, som på dette tidspunkt blev udvist af Jesu disciple, er med inspirationens pen blevet berettet til opmuntring for troende i enhver tidsalder. Om menigheden i Efesus, som Herren Jesus brugte til forbillede for hele den kristne kirke, sagde det troværdige og sanddru vidne:

"Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed og ved, at du ikke kan døje de onde; og at du har prøvet dem, som påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de er lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navns og er ikke blevet træt." Åb 2,2-3.

For det første var efesermenighedens liv præget af barnlig enfoldighed og varme. De troende søgte alvorligt at adlyde hvert af Guds ord og i deres liv åbenbaredes en inderlig, oprigtig kærlighed til Kristus. De frydede sig over at gøre Guds vilje, fordi Frelseren boede i deres hjerter som en blivende vished. I deres dybe kærlighed til Frelseren var det deres højeste mål at vinde sjæle for ham. De kunne ikke tænke sig at ophobe Kristi nådes dyrebare skatte kun for sig selv. De forstod, hvor betydningsfuldt deres kald var og de brændte af ønsket om at bringe frelsens glade budskab til jordens fjerneste grænser. Og verden kendte dem, på at de havde været sammen med Jesus. Syndige mennesker, angrende, tilgivne, lutrede og helliggjorte, fik fællesskab med Gud ved hans Søn.
Menighedens medlemmer var ét i tanke og handling. Kærlighed til Kristus var den gyldne kæde, der knyttede dem til hinanden. De viede sig til stadig mere fuldkomment at lære Herren at kende og i deres liv åbenbaredes Kristi fred og glæde. De besøgte enker og faderløse i deres nød og bevarede sig selv ubesmittede af verden, fordi de forstod, at hvis de svigtede på dette punkt, ville det være en modsigelse af deres bekendelse og en fornægtelse af deres Frelser.
Arbejdet blev gennemført i hver eneste by. Mennesker blev omvendt og følte derefter, at det nu var dem, der måtte fortælle om den uvurderlige skat, de havde modtaget. De kunne ikke hvile, før det samme lys, som havde oplyst deres sind, skinnede for andre. Store skarer af vantro fik belæring om grundlaget for det kristne håb. Der blev rettet varme, åndsfyldte og personlige henvendelser til de vildfarende, til de forkastede og til dem, der, skønt de hævdede at kende sandheden, elskede fornøjelser højere, end de elskede Gud.

Verden kunne se, at de havde været sammen med Jesus. Syndige, bodfærdige mennesker, som havde fået tilgivelse og var blevet renset og helliggjort, kom til at leve i samfund med Gud ved hans Søn. De troende søgte med alvor at tage imod og adlyde ethvert Guds ord. De var fyldt med kærlighed til Genløseren, og det var deres højeste mål at vinde sjæle for ham. Det faldt dem ikke ind at ophobe Kristi nådes dyrebare skat. De følte betydningen af deres kald, og drevet af budskabet om, fred på Jorden, i mennesker velbehag, brændte de af længsel efter at bringe det glade budskab til Jordens yderste grænser.

Menighedens medlemmer var et i sind og handling. Kærlighed til Kristus var den gyldne kæde, som knyttede dem sammen. De higede efter at komme til at kende Herren mere fuldkomment, mens lys og glæde og fred kom til syne i deres liv. De besøgte faderløse og enker i deres trængsel og bevarede sig selv uplettede af verden. Dersom de undlod at gøre dette, ville der efter deres mening have været en selvmodsigelse i deres bekendelse, og de ville have fornægtet deres genløser.

I hver eneste by gik arbejdet fremad. Sjæle blev omvendt, og de omvendte følte, at de måtte fortælle andre om den uvurderlige skat. De undte sig ikke hvile, før de stråler, som havde oplyst deres eget sind, skinnede på andre. I tusindvis af vantro mennesker blev gjort bekendt med grundlaget for det kristne håb. Varme, inspirerede, personlige henvendelser blev rettet til de syndige og vildfarne, til de udstødte og til sådanne, som bekendte sig til at kende sandheden, men elskede vellyst mere end de elskede Gud.

 Tilbage til menuen

Jeg tror ikke at man kan kalde alle dem der ikke bekender sig til at tjene Gud for onde, men prøv alligevel, at læse Matt 13,47-51 og læg mærke til at der i vers 49 kun er tale om to grupper de onde og de retfærdige.
Matt 13,47-51 Igen: Himmeriget ligner et vod, der blev kastet i søen og samlede fisk af enhver art; da det var fuldt, trak de det op på bredden og satte sig og samlede de gode fra i tønder og kastede de dårlige ud. Således skal det gå ved verdens ende: Englene skal gå ud og skille de onde fra de retfærdigeog kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Har I fattet alt dette?" De svarede: "Ja!"

  Tilbage til menuen

Har du nogensinde, efter at du er kommet hjem fra en gudstjeneste eller et andet religiøst møde i missionshuset, taget din Bibel, en god og meget omfattende bibelordbog og under Helligåndens ledelse prøvet, - undersøgt om det du har hørt i kirken nu også er i overensstemmelse med det Guds ord, Biblen siger?

Jøderne i Berøa gjorde det!
De der tilhørere Efesos gør det!
Hvad var resultatet?

De fandt ud af at det ikke var alt det der bliver sagt fra prædikestolen der er i overensstemmelse med Jesu Kristi lære.
Desvære er det ikke noget nyt, at de der forkynder ordet ikke altid kommer fra Herren. På det gamle testamentes tid var det ofte et problem.

Jer 14,14
Men Herren sagde til mig: "Profeterne profeterer løgn i mit navn. Jeg har ikke sendt dem, jeg har ikke givet dem befaling og ikke talt til dem. Løgnesyner, falske spådomme og svig ud af deres eget hjerte profeterer de for jer."

Ez 13,3
Dette siger Gud Herren: Ve de tåbelige profeter, som følger egen indskydelse uden at have haft syner.

Men også i Det Ny Testamente er der mange eksempler på dette og både Jesus og apostlene advarede os meget kraftigt imod at tro på alle dem der siger at de er Guds tjenere eller at de har et budskab fra Herren.

1 Joh 4,1
Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.

Matt 7,15
Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve

2 Pet 2,1
Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte den Herre, som købte dem. De nedkalder en brat tilintetgørelse over sig selv,

Apg 20,29-31
Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt .......

 Tilbage til menuen