Åb. 11,8.
Den store by!
Den store by er efter nogles mening Babylon. Men dette
kan ikke være rigtig fordi der er ikke nogen by i dag med navnet
Babylon. En anden ting er at det der i Åbenbaringens bog er omtalt
som Babylon ikke er en by eller et bestemt sted, men en betegnelse for
alt det der ikke har eller kan have noget med Guds rige at gøre.
Åb 17,1-6 Og en af de syv engle med de syv skåle
kom og talte til mig og sagde: "Kom, jeg vil vise dig dommen over den store
skøge, som sidder ved de vældige vande. Hende drev jordens
konger utugt med, og i hendes utugts vin har de, der bor på jorden,
beruset sig." Og den førte mig i Ånden ud i ørkenen.
Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt
dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn. Kvinden
var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten
og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder
og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en
hemmelighed: "Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder."
Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu
vidners blod. Og jeg undrede mig meget ved at se hende.
Åb 18,2-3 Den råbte med kraftig røst:
Faldet, ja, faldet er det store Babylon, det er blevet bolig for dæmoner,
skjul for alle urene ånder, skjul for alle urene fugle og skjul for
alle urene og afskyelige dyr. For alle folkeslag har drukket af hendes
utugts harmes vin, jordens konger har bedrevet utugt med hende, og jordens
købmænd er blevet rige af hendes overdådige vellevned.
Lad os se på en anden by, Jerusalem!
Jer 23,14 Blandt Jerusalems profeter har jeg set grufulde
ting; de horer og farer med løgn, de opmuntrer forbryderne, så
ingen vender om fra sin ondskab. De er alle blevet som Sodoma, byens indbyggere
er som Gomorra.
Matt 23,37-38 Jerusalem, Jerusalem! du, som slår
profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg
ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under
vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv,
øde og tomt.
Dette at lade et lig af et menneske ligge på gaden
uden at begrave det, har altid været og er stadig noget at selv de
mest ugudelige har svært ved.
At det er Jerusalem der er tale om synes også at
fremgå af denne profeti i det gamle Testamente.
Sl 79,2-3 De gav dine tjeneres lig som føde til
himlens fugle og dine frommes krop til jordens dyr. De udgød deres
blod som vand, rundt om Jerusalem, og ingen begravede dem.
Gud har lagt vor sag, dommen i sin Søns hænder,
fordi han er bekendt med alle vore skrøbeligheder og ved, at vi
er støv. Han tog vor natur på sig og udholdt selv de fristelser,
som vi er udsat for. Han prøvede vore besværligheder, han
bar vore sorger. Da mennesket gjorde oprør mod Gud, gik Kristus
i borgen for os og blev vor stedfortræder. Alene optog han kampen
mod mørkets magter, og da han gennem sin egen død havde ødelagt
ham, som havde dødens vælde, blev de største æresbevisninger
vist ham. Han opfor til det høje, bortførte fanger og gav
menneskene gaver og satte sig ved Faderens højre hånd - den
samme Jesus, som havde båret syndens forbandelse for os. Og der blev
givet ham et navn, som er over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ
skal bøje sig. Gud har givet ham al magt i himmelen og på
jorden, og han har dødens og dødsrigets nøgler.
De, som er i gravene, skal høre hans røst
og komme frem. Jesus kommer og alle de hellige engle med ham. Skinnet af
hans herlige åbenbarelse viser sig for menneskenes øjne som
lyn eller som en fortærende ild. Han kommer med et anskrig, med overengels
røst og med Guds basun, og de, som hører denne livgivende
røst, opstår med glædesskrig af deres grave. Og de genkender
den røst, som vækker dem til udødeligt liv, som hans
røst, der sagde: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte
og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile." Det er hans røst,
som stod grædende ved Lazarus' grav, og som græd over Jerusalem:
"Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem,
der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn,
som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke."
Dødens smerte var det sidste, som den troende følte, da han
sank under dens vælde; men nu, da han herliggjort står op fra
det dunkle gemme, råber han: "Død, hvor er din brod? Død,
hvor er din sejr?"
Nu er nådens tid; nu er tiden til at berede os for
de alvorsfulde ting, fremtiden bærer i sit skød. Nu kan vi
blive omvendte til Gud og få vor karakter forandret; men når
Kristus kommer, bliver der ikke nogen tid til dette. Da vil forandringen
foregå med vore legemer, da skal dette forgængelige iføres
uforgængelighed og dette dødelige udødelighed.
|