|
BÅDE GUD OG MENNESKE!
For nogle hundrede år siden mødtes to riddere
foran en borg. Ejeren var en velhavende adelsmand, hvis våbenskjold
var anbragt på en høj stang ved vejen.
»Så du adelsmandens våbenskjold, da
du red forbi?« spurgte den ene ridder.
»Ja, det gjorde jeg,« svarede den anden.
»Hvad forestillede det?« spurgte den første.
Den anden ridder beskrev, hvad han havde set.
»Der tog du fejl,« sagde den første,
og så fortalte han, hvad han havde set.
Der bleven heftig diskussion. De blev mere og mere ophidsede
og var lige ved at komme op at slås, da der kom en fremmed forbi.
Da han fik at vide, hvad de var uenige om, foreslog han, at de skulle ride
hen og se på våbenskjoldet igen. Det gjorde de. Det viste sig,
at begge to havde ret. Ridderne var kommet fra hver sin side. De to sider
af våbenskjoldet var ikke ens. De to mænd kendte faktisk kun
den halve sandhed.
Der var to sider ved denne sag.
Vi skal kende hele sandheden om Jesus Kristus. Bibelen
åbenbarer to sider af hans liv. Han var menneske. Han var også
Gud. Som menneske besad han mange af menneskets skrøbeligheder.
Han blev træt. Han blev sulten. Han længtes
efter menneskers kærlighed og medfølelse.
Det inspirerede ord skildrer ham også som Gud. Han
tilgav synder. Han helbredte sygdomme. Han bød over naturkræfterne.
Ja, han oprejste endog de døde. Begge skildringer er lige sande.
Jesus var mere end et godt menneske.
Han var Gud og menneske på en gang. Jeg kan ikke
forklare, hvordan Jesus kunne være både Gud og menneske.
Paulus kalder det for »gudsfrygtens hemmelighed.«
»Og uimodsigeligt er denne gudsfrygtens hemmelighed
stor: han, som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort
i ånd, set af engle, prædiket blandt folkene, troet i verden,
optaget til herlighed.« 1 Tim. 3,16.
Hvis vi kunne forklare alle hemmelighederne ved Guds natur,
ville vi jo være hans ligemænd. Der er visse ting, vi ikke
kommer til at forstå, før vi skal være sammen med ham
på den nye Jord.
Med vor begrænsede forstand kan vi ikke forstå
alle Guddommens gåder eller fatte, hvordan Jesus kunne være
Gud og menneske på samme tid. Men vi ved, hvorfor han påtog
sig menneskets natur.
»Thi således elskede Gud verden, at han gav
sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham,
ikke skal fortabes, men have evigt liv.« Joh. 3,16.
Kærligheden fandt en vej ud af menneskets største
problem - synden.
|