LUTHER FOR RÅDET
I WORMS!
En ny kejser, Karl V, havde besteget Tysklands trone,
og Roms udsendinge skyndte sig at overbringe deres lykønskninger
og forsøgte at bevæge monarken til at bruge sin magt mod reformationen.
På den anden side bønfaldt kurfyrsten af Sachsen, til hvem
Karl stod i stor taknemlighedsgæld for sin krone, ham om ikke at
foretage sig noget skridt imod Luther, før han havde forhørt
ham. Kejseren var således kommet i en meget forvirrende og ubehagelig
situation. Katolikkerne ville ikke lade sig nøje med mindre end
et kejserligt edikt, der dømte Luther til døden. Kurfyrsten
havde med megen fasthed erklæret, at hverken Hans kejserlige Majestæt
eller nogen anden havde bevist, at Luthers skrifter var blevet gendrevet,
derfor anmodede han om, at doktor Luther måtte få frit lejde,
så han kunne fremstilles for et råd af lærde, fromme
og upartiske dommere.
Alle parters opmærksomhed rettedes nu mod den forsamling
fra de tyske stater, som var trådt sammen i Worms kort efter Karls
kroning som kejser. Der var vigtige politiske spørgsmål og
interesser, der skulle tages hensyn til i dette råd. Og dog var det
emne, som i denne store forsamling vakte den største interesse,
retssagen mod den sachsiske reformator.
Karl havde i forvejen befalet kurfyrsten at bringe Luther
med sig til rigsdagen, idet han tilsikrede ham sin beskyttelse og lovede
ham fri drøftelse af stridsspørgsmålene med kvalificerede
personer. Luther var ivrig efter at træde frem for kejseren. Ved
denne tid var hans helbred meget dårligt, men dog skrev han til kurfyrsten:
"Hvis jeg ikke kan drage til Worms ved godt helbred, så vil jeg lade
mig bære derhen, syg som jeg er. Thi hvis kejseren kalder på
mig, kan jeg ikke tvivle om, at det er Guds eget kald, Hvis de ønsker
at bruge vold imod mig, og det er meget sandsynligt, (for det er ikke til
deres belæring, at de befaler mig at komme), så lægger
jeg sagen i Guds hånd. Endnu lever og regerer han, som bevarede de
tre unge mænd i den brændende, glødende ovn. Hvis han
ikke vil frelse mig, betyder mit liv kun lidt. Lad os blot hindre, at evangeliet
bliver genstand for spot fra de onde, og lad os udgyde vort blod for det,
for at de ikke skal triumfere. Det er ikke mig, som skal afgøre,
om mit liv eller min død mest vil bidrage til alles frelse. I kan
vente eder alt fra mig, undtagen flugt og tilbagekaldelser. Flygte kan
jeg ikke og endnu mindre tilbagekalde noget."
Da det rygtedes i Worms, at Luther skulle stilles for
rigsdagen, vakte det almindelig ophidselse. Aleander, den pavelige udsending,
hvem denne sag var blevet særligt betroet, blev forfærdet og
rasende. Han forudså, at resultatet ville blive katastrofalt for
den pavelige sag. At anstille undersøgelser i en sag, hvor paven
allerede havde afsagt en dom om fordømmelse, ville være at
vise foragt for den regerende paves myndighed. Desuden var han ængstelig
for, at denne mands veltalende og dygtige argumenter skulle få held
til at få mange af fyrsterne til at forkaste pavens sag. Derfor gjorde
han de mest indtrængende indvendinger over for Karl mod, at Luther
kom til Worms. Den pavelige udsendings indvendinger, fik kejseren til at
indvillige. Han skrev til kurfyrsten, at hvis Luther ikke ville tilbagekalde
sine udtalelser, måtte han blive i Wittenberg.
Men Aleander var ikke tilfreds med denne sejr, men arbejdede
med al sin magt og list på at sikre sig Luthers domfældelse.
Med en ihærdighed, der var en bedre sag værdig, bestormede
han derfor fyrster, gejstlige og andre medlemmer af forsamlingen, idet
han beskyldte reformatoren for, ophidselse til oprør, ugudelighed
og blasfemi. Men den heftighed og lidenskab; som pavens udsending lagde
for dagen, afslørede alt for tydeligt, af hvilken ånd han
blev drevet frem. Flertallet af rigsdagen var mere end nogen sinde tilbøjeligt
til at se velvilligt på Luthers sag.
Med forøget iver påpegede Aleander kejserens
pligt til at bringe de pavelige edikter til udførelse. Kejseren,
som til sidst blev overvundet af pavens udsendings påtrængenhed,
bød ham forelægge sagen for rigsdagen. Rom havde fem advokater
der alle var meget dygtige til at forsvare Roms sag. Reformatorens venner
så med ængstelse frem til Alexanders tale.
Det var med stor spænding man så pavens udsending,
der værdigt trådte frem for nationens forsamling, i en pragtfuld
kostbar klædning. Mange tænkte på Frelseren da denne
blev fremstillet for Pilatus af Annas og Kaifas, som krævede at der
blev afsagt en dødsdom, for at beskytte folket.
Med at lærdoms og veltalenhedens kraft gik Aleander
i gang med at omstyrte sandheden. Han slyngede den ene anklage efter den
anden mod Luther, som han kaldte en fjende af kirken og staten, af de levende
og de døde, af gejstlighed og lægfolk, rådsforsamlinger
og enkelte kristne. "I Luthers vildfarelser findes der nok," erklærede
han, til at berettige, at "hundrede tusinde kættere bliver brændt".
Til slut søgte han at fremkalde foragt for tilhængerne
af reformationen. "Hvad er alle disse lutheranere for nogle? En flok frække
skolemestre, demoraliserede præster, udsvævende munke, uvidende
jurister og fornedrede adelsmænd, foruden de jævne mennesker,
som de har vildledt og forført. Hvor langt over dem står ikke
det katolske parti i antal, duelighed og magt! En enstemmig kendelse fra
denne højbårne forsamling vil oplyse de enfoldige, virke afgørende
for de vaklende og give de svage styrke."
Det er med den slags våben, at sandhedens forkæmpere
til alle tider er blevet angrebet. De samme argumenter fremføres
stadig mod alle, som i modstrid med de fastslåede vildfarelser vover
at fremkomme med Guds tydelige og klare ords lære. "Hvem er dog disse,
som prædiker en ny lære?" udbryder de, "de er ulærde,
få i antal og hører til den ubemidlede klasse. Alligevel hævder
de at sidde inde med sandheden og at være Guds udvalgte folk. De
er uvidende og har ladet sig narre. Hvor er dog vor kirke dem langt overlegen
i antal og indflydelse! Hvor mange store og lærde mænd findes
der ikke iblandt os! Hvor langt større magt er der ikke på
vor side!" Det er disse argumenter, som har en virkningsfuld indflydelse
på verden, men de er ikke mere overbevisende nu end på reformatorens
tid.
Reformationen endte ikke, som mange tror, med Luther.
Den skal fortsættes til dagenes ende. Luther havde en stor gerning
at gøre ved over for andre at genspejle det lys, som Gud havde ladet
skinne på ham; men han modtog dog ikke alt det lys, som skulle gives
til verden. Fra den tid indtil nu er der bestandig givet nyt lys over skriften,
og der er stadig blevet åbenbaret nye sandheder.
Den tale som pavens udsending holdt gjorde dybt indtryk
på rigsdagen. Der var ingen Luther til stede, som med Guds ords klare
og overbevisende sandheder kunne besejre pavens forkæmper. Der blev
ikke gjort noget forsøg på at forsvare reformatoren. Øjensynligt
var der almindelig tilbøjelighed til ikke blot at fordømme
ham og den lære, han var fremkommet med, men om muligt at rykke kætteriet
op med rode. Rom havde nydt godt af den mest gunstige lejlighed til at
forsvare sin sag. Alt, hvad der kunne siges til dets egen retfærdiggørelse,
var blevet sagt. Men den tilsyneladende sejr var signalet til nederlag.
Fra nu af ville modsætningen mellem sandhed og vildfarelse vise sig
mere tydeligt, fordi de måtte rykke ud i åben kamp. Fra denne
dag ville Rom aldrig mere komme til at stå så sikkert som før.
Skønt de fleste af rigsdagens medlemmer ikke ville
have tøvet med at overgive Luther til Roms hævn, var der mange
af dem, der så og beklagede den bestående fordærvelse
inden for kirken og ønskede afskaffelse af de misbrug, som det tyske
folk måtte lide under på grund af Roms korruption og begærlighed.
Pavens udsending havde fremstillet det pavelige styre i det gunstigste
lys. Nu bevægede Herren et medlem af rigsdagen til at give en sandfærdig
skildring af virkningerne af pavens tyrami. Med ædel fasthed rejste
hertug Georg af Sachsen sig i den fyrstelige forsamling og opregnede med
frygtelig nøjagtighed pavekirkens bedrag og afskyeligheder og deres
forfærdelige virkninger. Til slut sagde han:
"Der er nogle af disse misbrug, som råber til Himmelen
mod Rom Man har bidt hovedet af al skam, og deres eneste formål er
penge, penge, penge, så at de præster, som skulle forkynde
sandheden, ikke fremkommer med andet end løgne, og de bliver ikke
blot tålt, men belønnet, fordi jo større deres løgne
er, jo større er gevinsten. Det er fra denne urene kilde, at der
flyder den slags forgiftet vand! Udskejelser og havesyge rækker hinanden
hånden. Ak, det er den forargelse, som præsterne vækker,
som styrter så mange stakkels sjæle i evig fortabelse. Der
må iværksættes en gennemgribende reform!"
En mere kyndig og kraftig fordømmelse af de pavelige
misbrug kunne end ikke Luther selv være fremkommet med, og den kendsgerning,
at taleren var en afgjort fjende af reformatoren, gav hans ord forøget
virkning. Hvis forsamlingens øjne var blevet åbnet, ville
de have set Guds engle iblandt dem sprede lys gennem vildfarelsens mørke
og åbne sind og hjerte for sandheden. Det var Guds Ånd, som
styrede selv reformationens modstandere og således beredte vejen
for det store værk, som var ved at blive fuldført. Martin
Luther var ikke til stede, men en større stemme end Luthers havde
ladet sig høre i forsamlingen.
Nu forlangte rådet, at reformatoren skulle fremstilles
for dem. Til trods for Aleanders bønner, protester og trusler gav
kejseren til sidst sit samtykke, og Luther blev hidkaldt for at fremstilles
for rigsdagen. Sammen med indkaldelsen blev der udstedt et lejebrev, som
sikrede hans tilbagevenden til et sikkert sted. Disse breve blev bragt
til Wittenberg af en gejstlig, hvem det var overdraget at føre ham
til Worms.
Luthers venner var forfærdede og ulykkelige. De
vidste, hvor forudindtaget og fjendtlig stemningen var imod ham, og de
frygtede, at ikke engang hans lejdebrev ville blive respekteret. Derfor
bønfaldt de ham om ikke at sætte sit liv på spil. Han
svarede: "Katolikkerne ønsker ikke, at jeg skal komme til Worms,
men at jeg skal dømmes og dø. Det har ingen betydning. Bed
ikke for mig, men for Guds ord. Kristus vil give mig sin Ånd, så
jeg kan overvinde disse vildfarelsens tjenere. Jeg har hele mit liv foragtet
dem, jeg skal besejre dem ved min død. De har i Worms travlt med
at ville tvinge mig til at tilbagekalde mine ord, og dette skal være
min form for tilbagekaldelse: Jeg har tidligere sagt, at paven var Kristi
stedfortræder. Nu vil jeg hævde, at han er vor Herres modstander
og djævelens apostel."
Luther skulle ikke komme til at foretage sin farefulde
rejse alene. Foruden den kejserlige udsending besluttede tre af hans nærmeste
venner at ledsage ham. En stor skare af studenter og borgere, som havde
samlet sig for at være vidne til Luthers afrejse, var dybt bevægede.
Det var en stor skare, hvis hjerter var blevet grebet af evangeliet der
grædende, sagde ham farvel. Således drog reformatoren og hans
ledsagere bort fra Wittenberg.
På rejsen mærkede de, at folk var opfyldt
af bange anelser. I nogle byer blev der ikke vist dem nogen hæder.
Da de standsede for at overnatte, udtrykte en venligsindet præst
sin frygt ved at vise Luther et billede af en italiensk reformator, som
havde lidt martyrdøden. Næste dag fik de at vide, at Luthers
skrifter var blevet fordømt i Worms. Kejserlige udsendinge bekendtgjorde
kejserens bestemmelse og pålagde folk at bringe de forbudte skrifter
til myndighederne. Pavens udsending frygtede for Luthers sikkerhed ved
rådet og mente, at hans beslutning måske allerede var rokket,
spurgte, om Luther stadig ønskede at drage videre. Han svarede:
"Om jeg så bliver bandlyst i hver eneste by, drager jeg videre."
I Erfurt blev Luther modtaget med æresbevisninger.
Omgivet af beundrende skarer drog han gennem de gader, hvor han så
ofte havde vandret med tiggerposen. Han blev indstændigt opfordret
til at prædike selv om det var blevet ham forbudt at gøre
dette, men pavens udsending gav ham tilladelsen, og klosterbroderen, som
engang havde været den, der udførte klostrets ringeste arbejde,
besteg nu prædikestolen.
Folk lyttede som tryllebundne. Livets brød blev
uddelt til alle disse hungrende sjæle. Kristus blev for deres øjne
ligesom hævet højt op over paver, gejstlige, kejsere og konger.
Luther kom ikke med nogen hentydninger til sin egen farefulde stilling.
Han gjorde ingen forsøg på at gøre sig selv til genstand
for omtanke eller medlidenhed. Ved at betragte Kristus havde han tabt sig
selv af syne. Han skjulte sig bag manden fra Golgata og søgte kun
at fremstille Jesus som synderes frelser.
Da reformatoren fortsatte sin rejse, blev han alle vegne
betragtet med stor interesse. En ivrig skare flokkedes omkring ham, og
venlige stemmer advarede ham om katolikkernes planer. "De vil brænde
jer," sagde nogle, "så jeres legeme bliver til aske, ligesom de gjorde
ved Johan Hus." Luther svarede: "Om de så ville tænde bål
hele vejen fra Worms til Wittenberg, så flammerne nåede op
til himmelen, så ville jeg dog i Herrens navn vandre gennem ilden.
Jeg ville træde frem for dem, jeg ville gå ind i dette uhyres
gab og knuse dets tænder, mens jeg bekendte den Herre Jesus Kristus."
Meddelelsen om, at han nærmede sig Worms skabte
stort røre. Hans venner skælvede for hans sikkerhed, hans
fjender frygtede for, at deres sag ikke skulle lykkes. Der blev gjort ihærdige
anstrengelser for at fraråde ham at drage ind i byen. På katolikkernes
foranledning blev han rådet til at søge hen til en venligsindet
vens borg, hvor man erklærede, at alle vanskeligheder skulle blive
ordnet i mindelighed. Venner forsøgte at skræmme ham ved at
beskrive de farer, der truede ham. Alle deres forsøg slog fejl.
Luther, som stadig var urokkelig, erklærede: "Selv om der er lige
så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene,
så drager jeg dog derhen."
Ved hans ankomst til Worms havde en stor menneskemængde
samlet sig for at byde ham velkommen. Der havde ikke engang været
så stor en forsamling til at modtage selve kejseren. Ophidselsen
var umådelig, og midt inde fra sværmen lød en gennemtrængende
og klagende røst, som sang en begravelsessang som en advarsel til
Luther om den skæbne, der ventede ham. "Gud vil være mit forsvar"
sagde han, idet han steg ud af vognen.
Kejseren sammenkaldte straks, sine rådgivere for
at overveje, hvilken kurs man skulle følge. En af biskopperne, som
var en stivsindet katolik, erklærede: "Vi har længe drøftet
denne sag! Eders kejserlige Majestæt burde med det samme skaffe sig
af med denne mand. Lod ikke Sigismund Johan Hus brænde? Vi har ingen
forpligtelse til hverken at give eller tage hensyn til et lejdebrev til
en kætter." Nej," sagde kejseren, "vort løfte må vi
holde," Det blev derfor besluttet, at reformatoren skulle forhøres.
Alle i byen var ivrige efter at se denne mærkelige
mand, og snart var hans bolig fyldt af en sværm af gæster.
Ønsket om at se ham var så stort, at han kun havde nydt nogle
få timers hvile, da adelsmænd, riddere, præster og borgerfolk
ivrigt flokkedes om ham. Både venner og fjender kom for at betragte
den uforfærdede munk; men han modtog dem med urokkelig ro og besvarede
alle spørgsmål med værdighed og klogskab, Hans optræden
var fast og modig. Hans ords højtidelighed og dybe alvor gav ham
en kraft, og hans fjender var opfyldt af undren, Nogle følte sig
overbevist om, at en guddommelig kraft kom ham til hjælp; andre erklærede,
ligesom farisæerne om Kristus: "Han er besat af djævelen!"
Den følgende dag blev Luther tilsagt til at møde
for rigsdagen. En kejserlig embedsmand fik det hverv at føre ham
til audienssalen, men alligevel var det kun med vanskelighed, at han nåede
derhen. Hver eneste vej var tæt pakket med tilskuere der ønskede
at se denne munk, som havde vovet at trodse pavens myndighed.
Da han var lige ved at træde ind for sine dommere,
sagde en gammel general, helten fra mange slag, venligt til ham: "Stakkels
munk, stakkels munk, du skal nu kæmpe for en langt ædlere sag,
end jeg eller nogen af mine kaptajner nogen sinde har gjort i vore blodigste
kampe. Men hvis din sag er retfærdig og du er overbevist om den,
så gå fremad i Guds navn og frygt intet. Gud vil ikke svigte
dig!"
Endelig stod Luther foran rådet. Kejseren sad på
sin trone. Han var omgivet af rigets mest højbårne mænd.
Aldrig havde noget menneske stået foran en mere imponerende forsamling
end den, over for hvilken Martin Luther skulle stå til regnskab for
sin tro. Hans fremtræden var i sig selv en afgørende sejr
over pavedømmet. Paven havde fordømt denne mand, og nu stod
han for en domstol, som ved netop denne handling satte sig selv over paven.
Paven havde lyst ham i band og afskåret ham fra alt menneskeligt
samkvem, og dog blev han indkaldt i et høfligt sprog og modtaget
af den mest ærefrygtindgydende forsamling i verden. Paven havde dømt
ham til evig tavshed, og nu skulle han til at tale i påhør
af tusinder af opmærksomme tilhørere, der var kommet sammen
fra de fjerneste dele af kristenheden.
I nærværelse af denne mægtige forsamling
virkede reformatoren, som var af ringe herkomst, imponeret og forlegen.
Nogle af fyrsterne, som havde lagt mærke til hans forvirring, gik
hen til ham, og en af dem hviskede: "Frygt ikke for dem, som dræber
legemet, men ikke kan dræbe sjælen!" Og en anden sagde: "Når
I bliver ført for landshøvdinger og konger for min skyld,
så skal det ved jeres Faders Ånd gives jer, hvad I skal tale."
Således blev ved verdens stormænd Kristi ord sendt for at styrke
hans tjener i denne prøvelsens time.
Luther blev ført hen til et sted lige foran kejserens
trone. Der blev dyb tavshed i den store forsamling. Så rejste en
kejserlig embedsmand sig og krævede, idet han pegede på en
samling af Luthers skrifter, at reformatoren skulle besvare to spørgsmål
om han erkendte, at de var hans, og om det var hans hensigt at tilbagekalde
de meninger, som han var fremkommet med i dem. Da bøgernes titler
var blevet oplæst, svarede Luther, at med hensyn til det første
spørgsmål erkendte han, at bøgerne var hans. "Med hensyn
til det andet", sagde han, "ser jeg, at det er et spørgsmål,
som angår tro og sjælenes frelse, hvori Guds ord, det største
og dyrebareste klenodie både i Himmelen og på jorden, har interesse,
og derfor ville jeg handle letsindigt, hvis jeg skulle svare uden nærmere
overvejelse. Jeg kunne komme til at bekræfte mindre, end omstændighederne
forlanger, eller mere, end sandheden kræver, og således synde
mod dette ord af Kristus: "Men den, som fornægter mig over for menneskene,
ham vil også jeg fornægte over for min Fader, som er i Himlene."
(Matt 10,33.) Af denne årsag beder jeg i den største ydmyghed
eders kejserlige Majestæt om at indrømme mig tid, så
jeg kan svare uden at synde mod Guds ord."
Luther handlede klogt ved at fremkomme med denne anmodning.
Hans fremgangsmåde overbeviste forsamlingen om, at han ikke handlede
i vrede eller efter en pludselig indskydelse. En sådan ro og selvbeherskelse,
som Rom ikke havde ventet fra en, der havde vist sig dristig og ubøjelig,
gav hans ord større vægt og satte ham senere i stand til at
svare med en forsigtighed, bestemthed, klogskab og værdighed, som
overraskede og skuffede hans modstandere og dadlede deres hovmod og stolthed.
Næste dag skulle han træde frem for at afgive
sit endelige svar. En tid var han dybt nedtrykt, når han overvejede,
hvilke kræfter der havde sluttet sig sammen mod sandheden. Hans tro
vaklede frygt og bæven kom over ham, og rædsel overvældede
ham. Farerne tårnede sig op foran ham. Det var, som om hans fjender
skulle triumfere og mørkets magter få overhånd, Skyerne
samlede sig om ham og syntes at skille ham fra Gud, Han higede efter forvisningen
om, at Hærskarers Herre ville være med ham. I sin sjælekval
kastede han sig ned med ansigtet mod jorden og udøste sin sjæl
i disse afbrudte, hjerteskærende råb, som ingen andre end Gud
helt ud forstår. I sin hjælpeløshed satte han sin lid
til Kristus, den mægtige befrier. Guds forsyn havde ladet Luther
få lov til at forstå sit ansvar, for at han ikke skulle stole
på sin egen kraft og ikke overmodigt styrte sig ud i faren. Dog var
det ikke frygten for personlig lidelse, men for evangeliets sejr var det,
at han kæmpede med Gud. Han fik kraft ved forvisningen om, at han
ikke skulle stå alene foran rådet. Hans sjæl fik atter
fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære
Guds, ord frem for folkets herskere.
Med et sind, som hvilede i Gud, beredte Luther sig til
den forestående kamp. Han overvejede, hvorledes han skulle svare,
undersøgte steder i sine egne skrifter og fremdrog fra den hellige
skrift beviser, som var egnede til at understøtte hans standpunkter.
Og mens han lagde sin venstre hånd på den hellige bog, som
lå opslået foran ham, løftede han sin højre hånd
mod himmelen og svor, at forblive tro mod evangeliet og frit bekende sin
tro, om han så skulle komme til at besegle sit vidnesbyrd med sit
blod.
Da han atter blev ført frem for rigsdagen, bar
hans ansigt intet spor af frygt eller forvirring. Rolig og fredfyldt, men
strålende kæk og ædel stod han som et vidne for Gud mellem
denne verdens store. Den kejserlige embedsmand forlangte nu hans afgørelse
med hensyn til, om han ønskede at tilbagekalde sine læresætninger.
Luther svarede med dæmpet og beskeden røst, uden heftighed
eller lidenskab. Han optrådte med en ærbødighed og glæde,
som undrede forsamlingen.
Derefter gik han over til selve spørgsmålet
og erklærede, at hans udgivne værker ikke alle var af samme
art. I nogle af dem havde emnet været tro og gode gerninger, og selv
hans fjender havde erklæret dem for ikke blot uskadelige, men nyttige.
At tilbagekalde disse ville være at fordømme sandheder, som
alle parter var enige om. Den næste kategori bestod af skrifter,
som afslørede pavevældets fordærvelse og misbrug. At
tilbagekalde disse skrifter ville styrke Roms tyranni og bane vej for megen
og stor ugudelighed. I den tredje art af sine bøger havde han angrebet
personer, som havde forsvaret bestående onder. Med hensyn til disse
indrømmede han frimodigt, at han havde optrådt mere voldsomt,
end det var passende. Han ville ikke hævde at være uden fejl,
men selv disse bøger kunne han ikke tilbagekalde, thi en sådan
fremgangsmåde ville gøre sandhedens fjender dristigere, og
de ville så gribe lejligheden til at underkue Guds folk med endnu
større grusomhed.
"Men jeg er jo kun et almindeligt menneske og ikke Gud,"
fortsatte han, "derfor må jeg forsvare mig, ligesom Kristus gjorde:
"Har jeg talt usømmeligt, så bevis, at det er usømmeligt."
For Guds barmhjertigheds skyld besværge jeg eder, allerhøjeste
kejser, og eder, store og høje fyrster, og alle mennesker i alle
stillinger om ud fra profeternes og apostlenes skrifter at bevise, at jeg
har fejlet. Så snart jeg er blevet overbevist om dette, vil jeg tilbagekalde
enhver vildfarelse og være den første til at tage mine bøger
og kaste dem i ilden. Jeg håber, at hvad jeg lige har sagt, tydeligt
viser, at jeg omhyggeligt har bedømt og overvejet de farer, som
jeg udsætter mig for; men langt fra at være forfærdet
glæder jeg mig over at se, at evangeliet nu ligesom tidligere giver
anledning til uro og uenighed. Sådan er Guds ords, natur, sådan
er dets skæbne. "Jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd,"
sagde Jesus Kristus. Guds råd er underfulde og frygtelige.
Vogt eder, at I ikke for at undertrykke meningsforskel
kommer til at forfølge Guds, hellige ord og nedkalde en frygtelig
syndflod af uoverstigelige farer, af øjeblikkelige ulykker og evig
ødelæggelse over eder selv. Jeg kunne fremføre mange
eksempler fra Guds ord. Jeg kunne tale om Faraonerne, om kongerne i Babylon
og også i Israel, hvis bestræbelser aldrig mere virkningsfuldt
bidrog til deres egen ødelæggelse, end når de efter
råd, som forekom allerklogest, ville styrke deres magt. "Gud flytter
bjergene, og de ved det ikke."
Luther havde talt på tysk. Nu blev han anmodet om
at gentage de samme ord på latin. Skønt han var udmattet efter
den forudgående anstrengelse, indvilligede han og holdt atter sin
tale med samme klarhed og kraft som første gang. Det var Guds forsyn,
som bragte dette istand. Mange af fyrsternes sind var så forblindede
af vildfarelser og overtro, at de ikke så styrken i Luthers bevæggrunde
første gang, men gentagelsen bevirkede, at de tydeligt fattede hovedpunkterne
i det, som var blevet fremholdt.
De, der stædigt lukkede øjnene for lyset
og besluttede ikke at lade sig overbevise om sandheden, blev rasende over
myndigheden i Luthers ord. Da han holdt op med at tale, sagde ordføreren
for rigsdagen vredt: "I har ikke besvaret det spørgsmål, der
blev stillet jer. I blev anmodet om at give et klart og utvetydigt svar.
Vil I eller vil I ikke tilbagekalde?"
Reformatoren svarede: "Siden eders allerhøjeste
Majestæt og eders Højheder kræver et klart, enkelt og
utvetydigt svar, så vil jeg give eder det, og det lyder således:
Jeg kan ikke gøre min tro afhængig af hverken paven eller
kirkemøderne, fordi det er klart som dagen, at de ofte er faret
vild og har modsagt hinanden. Hvis ikke jeg derfor overbevises af skriftens
vidnesbyrd eller ved den klareste bevisførelse, hvis jeg ikke bliver
overbevist ved de afsnit, jeg har citeret, og medmindre de såedes
binder min samvittighed ved Guds ord, kan og vil jeg ikke tilbagekalde
noget, thi det er ikke rådeligt for en kristen at tale mod sin samvittighed.
Her står jeg! Jeg kan ikke andet! Gud hjælpe mig! Amen."
Således stod denne retfærdige mand på
Guds ords sikre grundvold. Himmelens lys strålede fra hans ansigt.
Hans sinds storhed og renhed, hans fred og hjertets glæde åbenbaredes
for alle, mens han vidnede mod vildfarelsens magt og aflagde vidnesbyrd
om, hvor mægtig den tro er, som overvinder verden.
En tid var hele forsamlingen målløs af forbavselse.
Roms tilhængere var blevet besejret. Deres sag var kommet i et meget
ugunstigt lys. De søgte nu at opretholde deres magt, ikke ved at
påberåbe sig skriftens ord, men ved at tage deres tilflugt
til trusler, Roms aldrig svigtende argument. Som rigsdagens ordfører
sagde: "Hvis I ikke tilbagekalder, vil kejseren og rigets stater rådslå
om, hvilken fremgangsmåde man skal bruge over for en uforbederlig
kætter."
Luthers venner, som med den største glæde
havde lyttet til hans værdige forsvarstale, skælvede ved disse
ord, men doktoren selv sagde roligt: "Så må Gud være
min hjælper, for jeg kan intet tilbagekalde." Som en klippe stod
han der, medens de varmeste tilhængere af den verdslige magt angreb
ham. De enkle ord, den frygtløse holdning, hans rolige og talende
øjne, den uforanderlige fasthed hvormed han udtalte hvert ord gjorde
et dybt indtryk på forsamlingen. Det var øjensynligt, at han
hverken ved løfter eller trusler kunne overtales til at give efter
for Roms mandat.
De pavelige repræsentanter ærgrede sig over,
at deres magt, som havde fået konger og adelsmænd til at skælve,
således blev ringeagtet af en ganske almindelig munk. De længtes
efter at lade ham føle deres harme ved at pine ham til døde.
Men Luther, som forstod den fare, han var i, havde talt til alle med kristelig
værdighed og ro. Hans ord havde været blottet for hovmod, vrede
og usandhed. Han havde tabt sig selv af syne og tænkte heller ikke
på de fornemme mænd, som omgav ham, men følte kun, at
han stod over for en, som var uendelig højt hævet over paver,
gejstlige, konger og kejsere. Gennem Luthers vidnesbyrd havde Kristus talt
med en kraft og storhed, som i øjeblikket indgød både
venner og fjender ærefrygt og undren. Guds ånd havde været
til stede i dette råd og havde gjort indtryk på rigets øverste
mænd. Flere af fyrsterne erkendte dristigt, at Luthers sag var retfærdig.
Mange var blevet overbevist om sandheden, men hos nogle var de modtagne
indtryk ikke varige. Der var også andre, som ikke dengang gav udtryk
for deres overbevisning, men som, da de selv havde undersøgt skrifterne,
blev uforfærdede forkæmpere for reformationen.
Kurfyrst Frederik havde med ængstelse set frem til
Luthers møde for rigsdagen, og med dyb bevægelse havde han
lyttet til hans tale. Med glæde og stolthed var ham vidne til doktorens
mod, fasthed og selvbeherskelse, og han besluttede endnu mere afgjort at
tage hans forsvar. Han sammenlignede de stridende parter og så, at
pavers, kongers og de gejstliges visdom var blevet tilintetgjort ved sandhedens
magt. Romerkirken havde lidt et nederlag, som ville kunne føles
blandt alle folkeslag og til alle tider.
Da pavens udsending blev klar over den virkning, Luthers
tale havde gjort frygtede han som aldrig før for den romerske kirkes
magtstilling og besluttede med alle de midler, der stod til hans rådighed,
at bevirke reformatorens fald. Med al den veltalenhed og det diplomatiske
snilde, hvorved han på en sjælden måde udmærkede
sig, fremholdt han den unge kejser, hvor tåbeligt og farligt det
ville være for en ubetydelig munks skyld at ofre den mægtige
pavestols venskab og støtte.
Hans ord var ikke virkningsløse. Dagen efter, at
Luther havde afgivet sit svar, lod Karl et budskab forelægge rigsdagen,
hvori han kundgjorde sin beslutning om at videreføre sine forgængeres
politik ved at opretholde og beskytte den katolske religion. Da Luther
havde afslået at opgive sine vildfarelser, skulle der anvendes de
kraftigste forholdsregler imod ham og de kætterske lærdomme,
han fremkom med. Ikke destomindre erklærede kejseren, at Luthers
lejdebrev måtte respekteres, og at han måtte have tilladelse
til at nå hjem i sikkerhed, før der kunne indledes proces
imod ham. "Jeg er fast besluttet på at efterfølge mine forfædres
eksempel," skrev monarken. Han havde besluttet ikke at vige fra den tilvante
sti, ikke engang for at vandre på sandhedens og retfærdighedens
veje. Fordi hans fædre havde gjort det, ville også han opretholde
pavevældet med al dets grusomhed og fordærvelse. Sådan
tog han sit parti og nægtede at tage imod noget lys, ud over hvad
hans forfædre havde modtaget, eller at påtage sig nogen pligt,
som de ikke havde påtaget sig.
Han følte at det var under en konges værdighed
at ændre sin religiøse opfattelse. Også i dag er der
mange, der på samme måde klamrer sig til deres fædres
vaner og traditioner. Når Herren sender dem nyt lys, afslår
de at modtage det, fordi det ikke blev skænket til og modtaget af
deres fædre. Vi står ikke på samme sted som vore fædre;
følgelig er vore pligter og vort ansvar ikke de samme som deres.
Det vil ikke vinde Guds bifald, hvis vi ser hen til vore fædres eksempel
som målestok for vor pligt i stedet for selv at søge i sandhedens
ord. Vort ansvar er større end vore forfædres. Vi er ansvarlige
for det lys, som de modtog og efterlod til os som en arv, og vi er også
ansvarlige for det lys, som nu skinner på os fra Guds ord.
Kristus sagde om de vantro jøder: "Var jeg ikke
kommen og havde talt til dem havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning
for deres synd." Joh 15,22, Den samme guddomskraft havde talt gennem Luther
til kejseren og Tysklands fyrster, og idet lyset strålede frem fra
Guds ord, talte Ånden for sidste gang til mange i den forsamling.
Ligesom Pilatus for århundreder siden havde givet hovmod og trang
til popularitet lov til at lukke hans hjerte for verdens frelser; ligesom
den vaklende Felix bød sandhedens sendebud: "Gå for denne
gang; når jeg får tid, vil jeg lade dig kalde;" ligesom den
stolte Agrippa indrømmede: "Der mangler kun lidt i, at du får
mig overtalt til at blive en kristen" (Apg 24,25; 26,28), sådan havde
Karl V, ved at give efter for, hvad verdslig stolthed og politik dikterede
ham, besluttet at forkaste sandhedens lys. Mange af pavens tilhængere
forlangte at tilsagnet om Luthers sikkerhed ikke skulle respekteres. De
sagde at Rhinen skulle modtage hans aske ligesom den havde modtaget asken
fra Johan Huss. Rygter om anslagene mod Luther spredtes viden om og forårsagede
stor ophidselse i hele byen. Reformatoren havde fået mange venner,
som kendte Roms forræderiske grusomhed mod alle, der vovede at afsløre
dets fordærvelse, og besluttede, at han ikke skulle blive offer for
den. Hundreder af adelsmænd forpligtede sig til at beskytte ham.
Ikke så få erklærede åbenlyst det kejserlige budskab
for at være bevis på en svag underdanighed over for Rom herskermagt.
På husenes porte og på de offentlige pladser blev der slået
plakater op, hvoraf nogle fordømte og andre støttede Luther.
På en af dem stod blot vismandens betydningsfulde ord: "Ve dig, du
land, hvis konge er en dreng!" Præd. 10,16. Folkets begejstring for
Luther i hele Tyskland overbeviste både kejseren og rigsdagen om,
at enhver uretfærdighed mod ham ville bringe rigets fred i fare,
ja, selve tronens sikkerhed.
Frederik af Sachsen vedligeholdt en beregnet tilbageholdenhed,
hvorved han omhyggeligt skjulte sine virkelige følelser for reformatoren,
mens han samtidig med utrættelig vagtsomhed overvågede ham
og vogtede på alle hans og hans fjenders bevægelser. Men der
var mange, som ikke gjorde forsøg på at skjule deres, sympati
for Luther. Han fik besøg af fyrster, grever, baroner og andre fornemme
personer, både lægfolk og gejstlige. Folk stirrede på
ham, som om han var mere end et menneske. Selv de, som ikke havde tiltro
til hans læresætninger, kunne ikke lade være med at beundre
den ophøjede retskaffenhed, som tilskyndende ham til hellere at
trodse døden end handle mod sin samvittighed.
Der blev gjort store anstrengelser for at opnå Luthers
samtykke til et forlig med Rom Både adelsmænd og fyrster foreholdt
ham, at hvis han blev ved med at sætte sin egen mening op mod kirkens,
ville han snart blive forvist fra riget, og så var intet forsvar
muligt. Hertil svarede Luther: "Kristi evangelium kan ikke prædikes
uden at vække anstød. Hvorfor skulle så frygten eller
ængstelsen for fare skille mig fra Herren og fra det guddommelige
ord, som alene er sandheden? Hellere vil jeg give mit legeme, mit blod
og mit liv, end svigte det sande evangelium.
Atter trængte man ind på ham for at få
ham til at underkaste sig kejserens dom; så han ikke have noget at
frygte. "Jeg samtykker af mit ganske hjerte i," sagde han, "at kejseren,
fyrsterne og selv de ringeste kristne skal kunne undersøge og dømme
mine skrifter; men på en betingelse: at de bruger Guds ord til rettesnor!
Mennesker har intet andet at gøre end at adlyde det! Øv ikke
vold mod min samvittighed, som er bundet og lænket til den hellige
skrift."
Til en anden henvendelse sagde han: "Jeg samtykker i at
give afkald på mit lejde. Jeg overgiver mig selv og mit liv i kejserens
hænder, men Guds ord aldrig!" Han erklærede sig villig til
at underkaste sig afgørelsen fra et almindeligt kirkemøde,
men kun på betingelse af, at det skulle kræves af det, at afgørelsen
skulle stemme overens med skriftens ord.
Både venner og fjender blev til sidst overbevist
om, at yderligere bestræbelser for en forsoning ville være
unyttige. Hvis reformatoren havde givet efter på et eneste punkt,
ville Satan og hans hær have vundet sejr. Men hans urokkelige fasthed
var midlet til at frigøre kirken og begynde en ny og bedre tidsalder.
Denne ene mand, som vovede at tænke og handle for sig selv i religiøse
spørgsmål, skulle få indflydelse på kirken og
verden ikke blot i sin egen tid, men i alle fremtidige slægtled.
Hans fasthed og troskab ville lige til tidernes ende komme til at styrke
alle, der måtte gennemgå de samme erfaringer. Guds magt og
majestæt hævede sig over menneskers råd, over Satans
vældige magt.
På kejserens foranledning fik Luther snart befaling
til at vende hjem, og han vidste, at denne ordre hurtigt ville efterfølges
af hans domfældelse. Truende skyer hang over hans vej, men da han
forlod Worms, var hans hjerte fuldt af lov og pris. Han sagde: "Djævelen
selv bevogtede pavens fæstning, men Kristus har lavet en åbning
i muren, og Satan var; nødt til at indrømme, at Herren er
stærkere end han." På rejsen fra Worms var modtagelsen af Luther
endnu mere smigrende, end da han rejste derhen. Fyrstelige gejstlige bød
den bandlyste munk velkommen, og civile myndigheder ærede den mand,
som kejseren havde fordømt.
Han havde ikke været borte fra Worms længe,
før de pavelige trængte ind på kejseren for at få
ham til at udstede et edikt imod ham. I denne forordning blev Luther anklaget
som "Satan selv i menneskeskikkelse og klædt i munkekutte." Det blev
befalet, at så snart hans frie lejde udløb, skulle der tages
forholdsregler for at standse hans arbejde. Det blev forbudt alle at huse
ham, at give ham mad og drikke eller i ord og gerning, offentligt eller
privat, at hjælpe eller støtte ham. Han skulle pågribes,
hvor han end var, og udleveres til myndighederne. Hans tilhængere
skulle også fængsles og deres ejendomme konfiskeres. Hans skrifter
skulle tilintetgøres, og endelig skulle alle, som vovede at handle
i modstrid med dette dekret, indbefattes i fordømmelsen.
Kurfyrsten af Sachsen og de fyrster, som var Luther mest
venligt stemt havde forladt Worms kort efter hans afrejse, og kejserens
dekret blev stadfæstet af rigsdagen. Nu jublede katolikkerne! De
anså reformationens skæbne for at være beseglet!
I denne dødsensfarlige time havde Gud beredt sin
tjener en udvej. Et vågent øje havde fulgt Luthers bevægelser,
og et trofast og ædelt hjerte havde besluttet at redde ham. Det var
tydeligt, at Rom ikke ville lade sig nøje med mindre end hans død.
Kun ved at skjule sig kunne han bevares fra løvens gab. Gud gav
Frederik af Sachsen visdom til at udtænke en plan til at frelse reformatoren.
Kurfyrstens plan blev udført ved sande venners medvirken, og Luther
blev grundigt skjult for både venner og fjender. På rejsen
hjem blev han grebet, skilt fra sine ledsagere og i største hast
ført gennem skoven til borgen Wartburg, en ensom klippefæstning.
Både hans pågribelse og hans skjulested var i den grad omgivet
af hemmelighedsfuldhed, at selv Frederik i lang tid ikke vidste, hvorhen
han var ført. Denne uvidenhed var ikke tilfældig; så
længe kurfyrsten ikke kendte Luthers opholdssted, kunne han ikke
røbe noget. Han vidste, at reformatoren var i sikkerhed, og denne
viden var ham nok!
Foråret, sommeren og efteråret gik hen, vinteren
kom, og Luther var stadig fange. Aleander og hans tilhængere glædede
sig højligt, da evangeliets lys syntes at være udslukt. Men
tværtimod fyldte reformatoren sin lampe fra sandhedens forrådskammer,
og dens lys skulle stråle frem med klarere glans.
Inden for Wartburgs venlige mure glædede Luther
sig en tid ved at være befriet fra kampens hede og tummel. Men længe
kunne han ikke føle sig tilfredsstillet ved ro og hvile! Vant som
han var til et liv i virksomhed og hårde kampe, kunne han kun dårligt
udholde at være ledig. I disse ensomme dage tegnede kirkens tilstand
sig for ham, og han udbrød fortvivlet: "Ak! Der er ingen på
denne Guds vredes sidste dag, som kan stå som en mur for Herren og
frelse Israel!"
Atter drejede hans tanker sig om ham selv, og han blev
bange for at blive beskyldt for fejhed, fordi han havde trukket sig ud
af kampen. Så bebrejdede han sig sin dovenskab og nydelsessyge. Dog
udrettede han samtidig mere, end det syntes muligt for et enkelt menneske.
Hans pen hvilede aldrig. Mens hans fjender smigrede sig med, at han var
bragt til tavshed, blev de forbavsede og forvirrede ved at få håndgribelige
beviser på, at han stadig var handlekraftig. En hærskare af
traktater, som stammede fra hans pen, cirkulerede i hele Tyskland. Han
udførte også et meget betydningsfuldt arbejde for sine landsmænd
ved at oversætte det ny Testamente til tysk. Fra sit klippefulde
Patmos vedblev han i næsten et helt år med at forkynde evangeliet
og dadle tidens synder og vildfarelser.
Men det var ikke blot for at bevare Luther fra hans fjenders
vrede, heller ikke for at skaffe ham en rolig tid til disse vigtige arbejder,
at Gud havde fjernet sin tjener fra det offentlige livs skueplads. Der
skulle opnås endnu dyrebare resultater. I sin ensomhed og ubemærkethed
var Luther fjernet fra jordisk bistand og udelukket fra menneskelig ros.
Således blev han reddet fra den stolthed og selvtillid, som så
ofte er følgen af succes. Gennem lidelser og ydmygelser blev han
atter beredt til at vandre sikkert på de svimlende højder,
hvortil han så pludselig var blevet hævet.
Når mennesker fryder sig over den frihed, som sandheden
bringer dem, er de tilbøjelige til at hæve dem til skyerne,
som Gud har benyttet til at sønderbryde vildfarelsens og overtroens
lænker. Satan søger at vende menneskers tanker og kærlighed
fra Gud og at få dem til at hæfte sig ved de menneskelige stedfortrædere.
Han får dem til at ære den, som blot er redskabet, og at glemme
den hånd som styrer alle forsynets begivenheder.
Alt for ofte mister religiøse ledere, der bliver
rost og æret, deres afhængighed af Gud af syne og kommer til
at stole på sig selv. Som følge heraf søger de at gøre
sig til herrer over de menneskers tanker og samvittighed, som er tilbøjelige
til at se hen til dem efter hjælp, i stedet for at vende sig til
Guds ord. Reformeringsarbejdet bliver ofte sinket, fordi denne ånd
tåles af dets opretholdere. Det var fra denne fare, at Gud ville
bevare reformationens sag. Han ville, at dette arbejde skulle præges,
ikke af mennesker, men af Gud. Menneskers øjne havde vendt sig mod
Luther som sandhedens fortolker; han blev fjernet, for at alles øjne
måtte rettes mod sandhedens evige Fader.
KMKOS 85-104
|