Hans interesse samlede sig hurtig om "Ørne-øje". Denne unge, modige mand var en sand kæmpe. Han havde et stærkt legeme og en kvik sjæl.
Skovarbejderen bestemte sig for at tage Ørne-øje med til den hvide mands civilisatio og oplære ham til at blive missionær.

Den unge passede virkelig godt til planen, for han havde antaget den hvide mands Gud som sin Gud.
Det var en lang Rejse helt der oppe fra Norden, men til sidst kom de til bestemmelsesstedet.
Denne nye verden var en vidunderlig Åbenbaring for Ørne-øje. De store bygninger, togene, der for af sted med lynets fart. Bilerne, folkets fremmede sprog, hvilket fantastisk syn.
De gik hen til et hotel og fandt, at der var kun et værelse tilbage, så de måtte dele det samme værelse. Da lyset blev tændt, stod Ørne-øje med åben mund og betragtede vidunderet.
"Ugh! Hvad får det til at brænde?" spurgte han.
Ørne-øje fik en ny overraskelse, da skovarbejderen slukkede lyset igen.
"Ugh! Hvor gik det hen?" spurgte Ørne-øje. "Du ikke lave Ild. Du ikke blæse ud."

Skovarbejderen skruede pæren af og lod Ørne-øje sætte sin finger ind i fatningen.

Stødet og det pludselig chok sendte Ørne-øje tværs gennem værelset.
"Ugh! ild inden i !"udbrød han.
Den næste dag besøgte de en kontorbygning. Men da elevatoren kørte op, mistede Ørne-øje sin sædvanlige ro, og blev bange. Han så på sine fødder og lagde mærke til det hurtigt passerende den ene etage efter den anden og Ørne-øje råbte: "Hvad får den til at gå?
Er der ild inden i?" : spurgte han
Skovarbejderen svarede: " Ja, der er ild inden i!"

Da de lidt efter kørte i bil, og huse og træer passerede  forbi dem i et forrygende tempo.
Ørne-øje var igen forbavset. "Hvad får den til at gå?" spurgte han. "Ingen hunde trækker!
Intet trækker!
Hvad får den til at gå?
Er der ild inden i?"

Ja," Svarede skovarbejderen, " Der er ild inden i ."

En dag blev skovarbejderen kaldt bort til et møde og lod sin indianske ven blive alene tilbage på hotelværelset. Nogen tid efter ringede skovarbejderen - Ørne-øje op på telefonen. Efter nogen tid fik tjeneren endelig Ørne-øje til at lytte.
Han hørte sin vens stemme og han blev glad. I sin ophidselse for han rundt i værelset og så alle steder for at finde ham, men uden held. Forbavset gik han tilbage til telefonen på væggen, så spekulativt på den, og greb så røret og anbragte det for sit øre og talte ind i mundstykket og sagde. "Hvad få den til at gå?
Er der ild ind i?"
"Ja," svarede hans ven, "Der er ild inden i."
Og således forsatte det. Der var nye opdagelser at gøre hver dag. Ligegyldigt hvor han gik, syntes der altid at være noget med "Ild inden i."
Så brød der en frygtelig storm løs med en sådan kraft, at den ødelagde alle telefon og el forbindelserne.
Ingen Sporvogne kørte. Elevatorerne gik ikke op og ned. Hotelværelset var mørkt. Ørne-øje overvejede sitiuationen, og sagde så. "Ugh! Lyset er gået, bilen er død. Op og ned kurven går ikke mere. Taleboxen virkede ikke mere. Hvad var der i Vejen? Ingen Ild inden i? Ugh!
Ingen Ild inden i!

"Har vi Ild inden i?
Eller er vi døde ?